Fortsæt til indhold

Borgmesteren glad for afgørelsen om rute 26

Samfund
Erling Baastrup

Borgmester i Favrskov Kommune, Nils Borring, er tilfreds med, at der nu er faldet ro om linjeføringen af Rute 26 omkring Lading.
Han tager det også som en indikation på, at motorvejen kommer.

Bosætning og erhverv

I en pressemeddelelse lyder det:
Borgmester i Favrskov Kommune, Nils Borring (A), er meget glad for, at der nu kommer skred i opgraderingen af rute 26.

- Det her er et klart signal fra Folketinget om, at det ikke er et spørgsmål, om motorvejen kommer, men hvornår den kommer. Jeg kan ikke tolke det på anden vis, når man melder en linjeføring ud på den måde og samtidigt sætter penge af til at overtage bygninger på den fremtidige vejstrækning.
- Det er en rigtig god nyhed for Favrskov Kommune. Den nye vej kommer til at få stor positiv betydning for både bosætning og erhvervsliv. Nu håber jeg så bare, at der inden for overskuelig fremtid bliver sat penge af til vejen, siger Nils Borring.

Usikkerheden væk

- Det er rigtig positivt, at de borgere og lodsejere, der har gået med en usikkerhed om, hvor vidt de ville blive berørt eller ej, nu endelig får en afklaring. Nu ved både kommune og borgere, hvor vejen skal ligge, og dermed bliver det lettere at se fremad og begynde at planlægge fremtiden med en opgraderet rute 26, siger Nils Borring.

- At politikerne i Folketinget så oveni købet har lyttet til vores argumenter og set, at en sydlig linjeføring er den løsning, der berører færrest borgere, gør nyheden ekstra god, konkluderer borgmesteren.