Rute 26 kommer syd om Lading
Et langt og sejt træk har nu givet resultat for de borgere i Lading-området, der har kæmpet for en linjeføring syd om Lading Sø.
Hermed får også Favrskov Byråd sine ønsker opfyldt.
Onsdag aften kom et bredt trafikforlig på plads. Her hedder det blandt andet: Parterne noterer sig, at der foreligger en færdig VVM-undersøgelse for udbygning af rute 26, Aarhus-Viborg.
"Parterne er enige om, at linjeføring syd vælges på delstrækning 1 og 2, og linjeføring nord vælges på delstrækning 3, og dermed opgives øvrige linjeføringer på strækningen Aarhus-Søbyvad."
Vejen ved Lading er delstrækning 2.
Forlodsovertagelser
Samtidig er parterne enige om, at der oprettes en pulje på 32,2 mio. kr. til at finansiere forlodsovertagelser af ejendomme i den valgte linjeføring.
Borgerne får en afklaring ved, at der lægges byggelinjer langs den valgte linjeføring. Byggelinjer giver grundejere hjemmel til at søge om at blive overtaget efter de gældende regler herom.