Flere vagter på skolerne
Efter adskillige indbrud og hærværksforsøg på Favrskovs skoler, oprustes der med vagtfirma
Søndervangskolen i Hammel fik stjålet otte Ipads onsdag nat og efter mere end 16 indbrud og hærværkssager på skolerne i Favrskov Kommune i 2014, så intensiverer kommunens vagtfirma deres runderinger ved skolerne, fortæller kommunen i en pressemeddelelse.
Indbrudstyvene på skolerne går målrettet efter computere. Ved et indbrud i juni måned blev der stjålet 168 bærbare computere, og indbruddet løb op i 742.000 kroner, da der også blev ødelagt en del på skolen for at nå frem til computerne.
Michael Ertmann, afdelingsleder i kommunens ejendomscenter, er træt af udviklingen og arbejder sammen med sine kolleger ihærdigt på at nedbringe antallet af indbrud.
“Det er dybt utilfredsstillende, at folk bryder ind, ødelægger og bare tager det, de vil have. Lige nu og her intensiverer vores vagtfirma Aros Vagt deres runderinger på alle skolerne om aftenen og natten. Og vi vil selvfølgelig se på sikkerhed, alarmer og lokale procedurer,” siger Michael Ertmann, der opfordrer alle til at kontakte politiet, hvis de ser noget mærkeligt ved skolerne.
I år har følgende skoler blandt andet haft indbrud: Søndervangskolen, Bavnehøjskolen, Hadbjerg Skole, Haldum-Hinnerup Skolen, Præstemarkskolen, Rønbækskolen, Skovvangskolen, Tungelundskolen og Østervangskolen.