KLUMME Vejen til ansvarlighed
Når jeg som konsulent kommer rundt i landet på forskellige virksomheder er der en underlig tendens til at forskellige temaer er i fokus i perioder.
Hvis jeg tænker tilbage på de sidste tre års tid, så har det mest gennemgående tema været ansvarlighed, når jeg med direktioner har diskuteret interne udfordringer i forhold realisering af virksomhedens strategi.
Vinklerne har været mange og vidt forskellige, spændende fra manglende indsigt i, at ønsker ledelsen ansvarlighed, så er den nødt til at give ansvar fra sig, til frustrationer over, at unge medarbejdere, har en anden mentalitet end ledelsen er vant til med deraf følgende konflikter.
Jeg skal på ingen måde påstå at have en simpel løsning på denne komplicerede problemstilling, men blot komme med et par forslag eller overvejelser, jeg har set fungere i praksis - så må den enkelte bruge den eller de muligheder de føler mest for eller som synes at passe bedst til den konkrete situation:
1. Deleger ansvar videre i stedet for opgaver - vi udviser først ansvarlighed, når vi har noget at være ansvarlige for
2. Sørg for at folk selv har indflydelse på deres hverdag.
3. Husk at kommunikation ikke er en envejs proces.
4. Anerkend når dine medarbejdere udviser ansvarlighed og beløn det.
5. Skab mening og sammenhæng i hverdagen.
6. Husk, at vil du ændre en andens adfærd, skal du først ændre din egen.
7. Husk, at vi er ansvarlige over for det vi er stolte af.
8. Påvis gevinsten ved ansvarlig adfærd.
9. Påvis tabet ved uansvarlig adfærd.
10. Udvis selv ansvarlighed i alle dine egne handlinger.
Så: Hvis du vil have ansvarlige medarbejdere, må du give dem ansvar!
“The power to lead may live simply in the ability to initiate a conversation that generates valuable action when you are not around”
Mickey Connolly