Fortsæt til indhold

Børnene forskønner Brugsen på Anholt

Brugsen på Anholt har fået et stort vægmaleri, der forestiller Anholt

Samfund
Anette Bonde

Børnene på Anholt, helt ned til 3-års alderen, har en finger med i spillet vedrørende forskønnelsen af facaden på Anholt Brugs. De har nemlig i skole- og i børnehave-regi lavet et stort vægmaleri på Brugsen. Det forestiller øen Anholt, og er lavet som vægmaleri og er prydet med mosaikker i porcelæn.

Samarbejde med Brugsen

“Går man tæt på og går på opdagelse, får man øje på mere og de små spejlmosaikker giver en påmindelse om et kik ind i Pandoras æske og tilfører væggen et magisk tilsnit”, smiler skoleleder Helene Hennings.
Hun er glad for udsmykningen, der er blevet til i et samarbejde mellem Anholt Skole og Børnehave og Anholt Brugs. For dels er resultatet blevet flot og dels har der også været en del læring i projektet.
Børnene arbejdede længe med forslag, og de har erfaring med udførelse af mosaik fra andre arbejder. De ældste elever målte op og tegnede de gennemgående linier med projektor. Derefter disponerede de arbejdet mellem de yngre børn.
“Derved er læringen ikke blot at udføre det konkrete arbejde, men også læring på tværs af aldersgrupper efter børn-lærer-børn-princippet.”
Projektet afsluttedes med reception foran Anholt Brugs.
Turisterne har også meget glæde af Anholtkortet. Samtidig med at beundrer vægmaleriet, kan de nemlig planlægge deres ture i ørkenen eller de kan se, hvor i byen de forskellige veje fører hen.

Demokratisk afstemning

Karen Konge, uddeler i Anholt Brugs og Malene Pedersen, kunstner og billedkunstlærer, har i fællesskab tilrettelagt forløbet.
I undervisningen fik børnene et oplæg og en gennemgang af facademalerier og mange tanker og ideer blev sat i bevægelse. Derefter startede det store arbejde med forslag og skitser til facaden.
Alle interesserede blev inviteret til en offentlig afstemning og udvælgelse af motiv, blandt de mange udstillede skitser. Ved samme lejlighed gav Anholt Brugs et lille traktement i skolens køkken.
Fremmødet var stort og det blev en længere seance, idet der var mange gode forslag og meget at diskutere. Efter endt demokratisk afstemning kunne arbejdet begynde.