Fortsæt til indhold

Jongleringer, driblinger og strandbold

45 børn øvede sig i fodbold under årets fodboldskole i Houlbjerg

Samfund
Kian Johansen

Der var teknik og berøringer på programmet, da FavrskovPosten besøgte 45 fodboldglade børn i Houlbjerg torsdag middag.
"Jeg har taget 72," lød det stolt fra 12-årige Albert Jønsson fra Bøstrup, der sammen med jævnaldrende drenge fra området jonglerede sig igennem formiddagens sidste time. Her talte de antal berøinger inden bolden ramte jorden.
En af trænerne var Jesper Edelgaard fra Houlbjerg Laurbjerg IF's førstehold, der netop rykkede op i Serie 3.
Han kunne fortælle, at de 45 børn havde øvet og spillet sig gennem ugen og sidste øvelse før middagsmaden i teltet var 'strandbold', hvor bolden skulle over nettet, ligesom i beachvolley.

Syg Tømrer

Peter Buganski var en af de andre trænere der tog sig af de ældste børn og han kunne fortælle, at et planlagt møde med den tidligere topspiller, Henrik 'Tømrer' Pedersen netop var blevet aflyst, fordi den tidligere SIF-spiller var blevet syg.
Han skulle ellers have trænet med og fortalt om livet som topspiller i blandt andet Silkeborg IF og Bolton.
Men sålænge der var runde bolde og øvelser nok, så slog det ikke de 45 børn ud i Houlbjerg.
"Så er der jo mere tid til at spille i," lød det klogt fra en af dem inden han sammen med kammeraterne kæmpede for at holde bolden fri af græsset og få den over nettet.

Lasse Jungersen, Laurbjerg, 11 år. Klarede 31 berøringer. Hvem vinder VM: "Tyskland."
Albert Jønsson, Bøstrup. 12 år. Klarede 72 berøringer uden pause. Hvem vinder VM: "Belgien."
Rasmus Arve, Laurbjerg. Klarede 12 berøringer. Hvem vinder VM: "Holland."
Thomas Torp,Granslev, 10 år. Klarede 35 berøringer. Hvem vinder VM: "Tyskland."