Udendørs morgenkaffe i al slags vejr
Vi besøger de nyvalgte byrådsmedlemmer – uden at snakke politik. Denne gang Grethe Villadsen (S)
Hun kom ind i Favrskov Byråd for et halvt år siden. Nyvalgt ja, men hun har tidligere haft tjansen i Hadsten Byråd.
Hun er 55 år gammel og bor i Voldum sammen med manden Uffe og sønnen Anders på 15 år.
En rigtig Favrskov-ser
Grethe må siges at være en af kommunens kernebeboere, idet hun faktisk er født i landsbyen Favrskov uden for Hadsten. Som den yngste af syv.
Uddannelsen blev klinikassistent i tandplejen. Det foregik i Hadsten, men denne uddannelse er ikke brugt til hele arbejdslivet. Det er blevet til syv år i lønafdelingen hos Frode Laursen og indtil videre 15 år i administrationen på Tandlægeskolen i Aarhus.
Ude-kaffe i snevejr
Naturen trækker i Grethe. På terrassen står bænke og stole og flere tæpper: ”Jeg sidder tit her, og i hvert fald morgenkaffen skal vi indtage her udendørs. Også når der er koldt og sne og frost,” lyder det.
Naturen bliver også travet tynd. Helst hver dag skal en tur på 10 kilometer tilbagelægges. Den står også på svømning en gang om ugen.
Og så er der lige veninderne, der skal have besøg. En cykeltur til Assentoft er da ikke noget at regne.
Naturen er også med, når der skal laves mad: ”Vi skruer op for det grønne og ned for bacon. Ellers er vi meget på det nordiske køkken med rodfrugter og kål. Helst ikke sprøjtet, men vi er ikke fanatikere. Heller ikke med økologi. Fair Trade er vigtigere,” synes Grethe.
Hvordan kom du ind i politik?
”Jeg har altid haft A-værdier, men det er via mit fagforeningsarbejde, jeg blev aktiv inden for politik,” fortæller Grethe, der bruger lang tid på politisk forberedelse i det kommunale.
Harry Potter
Natbordet kan da også let indeholde biografier, Ken Follets historiske romaner. Men mere overraskende er det måske, at de ligger side og side med Harry Potter: ” Jeg har set filmen masser af gange. Også i 3D i biografen. Jeg kan alle besværgelserne udenad,” er udmeldingen fra kvinden, der også er til andre kvindelige forfattere som Hanne Vibeke Holst og Thit Jensen.
Ud over bøgerne er der også tid og lyst til kunst. Mange ferniseringer i Favrskov, men også kunstbesøg i for eksempel Skagen.
Sverige og Bornholm er gode feriesteder, men også charter til syden og guidede ture til f.eks. Berlin og Sct. Petersborg står højt.
Men det er også godt at være hjemme i Voldum. Ikke mindst, når sønnen har kammerater med hjem. ”Det er dejligt med ungdommeligt liv i huset,” synes Grethe Villadsen.