Liv, Felix og Tulle flyttede sammen igen uden luffeslag
Kattegatcentrets sæler er flyttet ind i nyt anlæg
Kattegatcentrets tre sæler Liv, Felix og Tulle er netop flyttet ind i en ny dejlig våd bolig. Centret var nemlig nødt til at bygge et nyt sælanlæg efter at stormen Bodil i december 2013 lagde vejen forbi Grenaa. De store bølger, stormen førte med sig, beskadigede de broer, der blandt andet afskærmede sælerne fra Kattegat.
Derfor måtte der en omfattende renovering til, og der skulle også laves midlertidige bassiner til sælerne. Undervejs mod det færdige nye anlæg er der blandt andet blevet flyttet 1500 ton sten og udgravet 800 kubikmeter sand.
To midlertidige bassiner
“Men nu er vi endelig i mål, og vi er meget tilfredse med resultatet,” fortæller Karsten Bjerrum Nielsen, afdelingsleder for udstilling og formidling i Kattegatcentret.
Mens byggeriet har stået på, har Kattegatcentrets tre sæler været beskyttet mod al postyret i to midlertidige bassiner. For at mindske risikoen for aggressioner har sælerne været holdt adskilt, idet Liv og Felix er spættede sæler og Tulle er en gråsæl. Gennem et vindue har de dog kunne hilse på hinanden.
”Sælerne har taget opholdet i de midlertidige bassiner i stiv luffe. Men der er ingen tvivl om, at de har manglet hinandens selskab.”
Glade for at være tilbage
For at gøre den uvante bolig så komfortabel som mulig, har dyrepasserne flere gange om dagen aktiveret sælerne med træning, fodring, aktiveringsbolde og is fyldt med frosne sild.
Torsdag 26. juni blev Liv, Felix og Tulle i transportkasser båret over i det nye anlæg én efter én. Og det gik da også godt med at sætte dem sammen igen.
“Det gik fuldkommen smertefrit og i fuld fordragelighed og de er alle tre glade for at komme tilbage i deres bassin igen”, fortæller Karsten Bjerrum Nielsen.
Så nu kan de tre vandhunde igen boltre sig i deres rette element i havet og på strandbredden.