Fortsæt til indhold

Ådalen og Normal topper søgestatistik i Aarhus

Musik og gode tilbud i Aarhus er juni måneds mest søgte hos Krak

Samfund
Kim S. Andersen

Musik og gode tilbud får danskerne til tasterne. NorthSide Festival fik nemlig Ådalen til at stryge til tops i Kraks statistik over de mest trendende ord i juni for hele landet. Men også åbningen af dagligvarebutikken Normal i Aarhus var et hit hos nysgerrige og prisbevidste aarhusianerne.
Festivaler er noget, der får søgninger til tops. Da NorthSide i midten af juni blev afholdt i Aarhus, søgte mange af de omkring 35.000 besøgende gæster efter kort og ruteangivelser til Ådalen, hvor musikfestivalen løb af stablen. Både på den generelle topliste og i søgestatikken for søgeord med geografisk angivelse lå Ådalen nemlig helt i top over trends på Krak, og søgningerne steg med hele 700 procent i forhold til måneden før.
En anden aarhusiansk søgetendens gjorde sig også gældende i juni måneds søgestatistik fra Krak. Det var søgninger efter Normal i Aarhus, som steg med hele 314 procent i juni måned. Dagligvarebutikken med de lave priser slog dørene op på hjørnet af Frederiksgade og Østergade den 31. maj, og skal man tro søgestatistikkerne, er det en adresse, som mange var interesserede i at slå vejen forbi.
Danskernes søgepræferencer for juni afspejler en generel tendens ifølge Stefan Kercza, administrerende direktør hos Eniro Danmark A/S:
”Tallene viser, at danskerne i den grad har taget lokale søgninger til sig og bruger internettet som en hurtig genvej til at finde information om fx nye lokale butikkers præcise beliggenhed og åbningstider. Samtidig har særligt de yngre generationer oftest en smartphone ved hånden og kan derfor søge spontant, når behovet lige opstår, og man eksempelvis har brug for adresse på den musikfestival eller koncert, man er på vej til. For virksomhederne betyder det, at det bliver stadig vigtigere at sikre sig, at man er til stede og søgbar på nettet. Ellers går man glip af kunder, der søger efter de produkter og ydelser, virksomheden tilbyder," siger han i pressemeddelelse.

Eniro Danmark står bag landets største lokale søgetjeneste, Krak, og offentliggør hver måned danskernes søgepræferencer.