Kun én turde nakke høne
Der var dømt ’nak og æd’-tema i sidste uge i Ung i Aarhus’ Summerclub
Nej, nej og atter nej. Ikke mange af de fremmødte unge på Godsbanen havde mod på at svinge øksen og sikre middagsmaden, da Ung i Aarhus' Summerclub i sidste uge havde 'nak og æd'-tema. Faktisk var der kun én, som meldte sig på banen - 16-årige Thomas Qvist fra Højbjerg.
“Jeg var da lidt skeptisk i starten - jeg har aldrig hugget hovedet af en høne før,” siger han og fortsætter:
“Jeg var nødt til lige at lægge alle følelser til side, ellers kunne jeg da slet ikke. Nu bliver det spændende at se, hvad vi kan få ud af sådan en høne. Jeg kan godt lide, at vi får lov at være med i hele processen,” siger han, efter øksen var svunget.
I bytte for sit mod serverede hønen en solid klat på hans ene sko - det kunne han nu godt have været foruden.
Et blik på virkeligheden
Heller ikke hos i hvert fald to af de tre voksne på Summercampen, som styrede løjerne, var der super megen lyst til at hakke hovedet af én af hønsene.
“Det var egentlig fint nok, da Bondemand Bent fangede dem - der tænkte jeg: 'Det skal jeg nok kunne klare.' Men så sad de jo der og klukkede så fint hele vejen hjem i bilen,” smiler Jonas Steinmetz, der er lærerfaglig projekt-koordinator under Ung i Aarhus.
Temaet 'nak og æd' var valgt for at give de unge indblik i, hvor råvarerne faktisk kommer fra.
“En høne kommer jo ikke bare fra køledisken. Det er fedt at få et blik på virkeligheden,” siger Jakob Nowack, pædagogisk projektmager i Ung i Aarhus.
For et par stykker blev slagtningen af de tre høns hurtigt for meget, så de vendte om.
Efter slagtningen skulle hønsene naturligvis plukkes, tilberedes og spises.