Fortsæt til indhold

Store ambitioner hos FC Plast

Plastfabrikken FC Plast i Kalundborg vil være en af de førende udbydere af målebægre og måleskeer i plast.

Samfund
Af Søren Lindquist

UDVIKLING Det startede med at ét målebæger blev introduceret på markedet, efter at Finn Christiansen havde købt en fabrik i Rønnede på Midtsjælland, og flyttet den til Kalundborg. Og allerede kort tid efter at målebægret blev præsenteret på firmaets hjemmeside, viste interessen og efterspørgslen sig hurtigt.
Sidenhen er sortimentet udvidet til flere målebægre og måleskeer, og efterspørgslen er så stor, at indehaveren af FC Plast A/S, Finn Christiansen, har ambitioner om at blive en af de førende producenter af målebægre og måleskeer i plast.
- Vi har fået godt fat i dette marked, og vi udvider løbende sortimentet. Det skal udnyttes, så vi kan udvikle os til at blive en af de førende producenter på markedet, siger han. Og det behøver man heldigvis ikke vente længe på hos FC Plast.
- Vi kan hurtigt tilføre nye størrelser til sortimentet, for vi arbejder nemlig med udgangspunkt i en såkaldt "moderform", så vi skal ikke konstruere en ny form, hver gang vi vælger at tilføre en ny størrelse til sortimentet, siger Finn Christiansen.
I dag er man 6 ansatte hos FC Plast, men Finn Christiansen håber at vækst vil føre til, at der på sigt kan tilføres flere medarbejdere til virksomheden.