Fortsæt til indhold

Flere siger ja til mad i børnehaven

Dobbelt så mange daginstitutioner har sagt ja til at få den nye madordning, som Egedal Kommune tilbyder fra første januar

Samfund
Jesper Kappel

Forældrene i 15 daginstitutioner har sagt ja tak til Egedal Kommunes nye frokostordning fra første januar. I øjeblikket er det kun syv institutioner, der er med i den nuværende ordning. Fordoblingen vækker glæde på rådhuset.
”Det er rigtig positivt, at mere end dobbelt så mange institutioner skal have madordning til næste år. Flere får nu muligheden for at få et sundt måltid med friske råvarer, og det sparer også tid for forældrene, så de ikke skal stå og smøre madpakke i en travl hverdag,” siger Egon Agerlin, der er Centerchef Skole og Dagtilbud.

Stemte i juni

Resultatet kommer efter, at forældrene har kunnet stemme om ordning i juni måned. I alt er der 1.981 stemmeberettigede, og 922 af dem har stemt nej til ordningen, oplyser Egedal Kommune. Afstemningen har været sådan bygget op, at hvis man ikke aktivt stemte nej, ville man automatisk sige ja til maden.
”Jeg tænker, at vi har fået lavet et godt koncept, som forældrene kan lide. Vores øgede krav til økologiske fødevarer spiller ind og det, at der kommer personale ud i institutionerne og tilbereder maden. Før skulle pædagogerne jo sørge for, at maden blev klar, og det tog tid fra den tid, de har sammen med børnene,” siger Egon Agerlin.

Leverandør findes i august

Der er ikke mange leverandører, der kan leve op til kravene fra Egedal Kommune, fortæller Egon Agerlin. Det vil nok kun være to til tre, der kan det. De skal findes i løbet af sommeren, og så skal Egedal Byråd stemme om dem til august.
Den månedlige betaling er på 560 kroner. Denne betaling skal dække mad til børnene og timer til en medarbejder, der skal tilberede maden.
I løbet af sommeren skal de institutioner, der har valgt madordningen, have gennemgået deres køkkener for at sikre, at de lever op til Sundhedsstyrelses krav.