På picnictur ved den ’hemmelige’ sø

Dette er en historie om en sø, der putter sig i det skjulte. Gemmer sig af vejen, ja endda langs vejen, nemlig ved hovedvejen mellem Bredsten og Give. Her ved hovedvej 176 og Hærvejen ligger søen på samme side som den gamle, og nedlagte, kro.
Ok, der er en brist i historien, for faktisk er søen en mose, men den ligner en sø, og er en hemmelig en af slagsen.
Der er nu dog ikke noget spionkrimi over historien omkring Tøsby Mose (For at forvirre endnu mere, så er der faktisk en Tøsby Sø, der er et forvokset vandhul på vestsiden af hovedvejen).
Men hemmeligheden skal ud i lyset. Journalisten er for nysgerrig på, hvordan det er ved Tøsby Mose. En brumbasse summer sig gennem den frodige søbred. Over den og os kommer en flyvemaskine med retning Billund. Men vi ignorerer de flyvende væsner og sætter os ned. Vi er Ruth og Kirsten Poulsen, som journalisten har inviteret på picnictur til kanten af Tøsby Mose. Den halvstore sø er smuk som bare pokker på sådan en solskinsdag.
De to kvinder kender stedet, endda ret godt, modsat journalisten, der har sat dem stævne med picnickurv og god tid og plads til minder fra et sted, som er nem at se ud til vejen mellem Bredsten og Give, men som de færreste besøger og kender til. Journalisten gør i hvert fald ikke, så derfor skrev han i januar en klumme om sin undren omkring søen. Ruth svarede og en picnic-aftale blev sat i, nå ja, søen.
Det er nemlig lidt lukket land, og hvor det kniber med offentlige adgangsveje til søbredden. Dog ikke for Ruth og Kirsten. Især Kirsten kender smutvejene, for hun har et lod på stedet.
“Familien har altid besøgt stedet, hvis vi skulle på udflugt. Jeg har nu dog ikke været her i et par år. Efter mit syn er begyndt at svigte, kører jeg ikke bil mere. Og så kommer jeg ikke her så meget mere,” siger den 77-årige kvinde, der bor i Århus, men som har en forhistorie med både Tøsby og Høgsholt knap ti kilometer væk.
Det samme har den to år ældre søster, Ruth.
“Vi boede på en gård ved Høgsholt, og før, under og efter krigen, tog vi hver sommer herud i hestevogn på grund af tørv. Vi havde et lod her ved mosen i Tøsby, og så måtte vi ellers hertil i ny og næ, så vi kunne varme gården op med tørv,” siger Ruth.

God tid

De to kvinder er en del af en søskendeflok på fem, og alle unger deltog dengang i arbejdet i mosen.
“Vi husker det nu som en god tid. Vi arbejdede da, men ikke så meget som de voksne mænd, der havde et hårdt og beskidt arbejde. Men for os børn var en måde at komme væk fra gården og hverdagen og være sammen med far en hel dag, så det var gode dage. Og så havde vi en kurv med vand og nogle skiver rugbrød med, og så var vi ellers her hele dagen. Med lidt held kunne vi endda få lov til at gå over på kroen og købe en is,” siger de to søskende.

Ikke så hemmelig mere

Vi sidder på en skråning med vores picnickurv og med udsigt til søen.
“Den er kun fyldt med vand, fordi krofatter engang for mange år siden stoppede afløbet til, så grundvandet ikke kan løbe væk. Dengang vi gravede efter tørv så det meget anderledes ud. Der var huller i jorden og store pytter over alt, men slet ingen sø som nu,” husker Kirsten.
“Det var et farligt område, så det var ikke alle steder vi kunne gå dengang,” siger Ruth.
Det er stadig et farligt område forstået på den måde, at nok er søen ikke så dyb, men den har en høj surhedsværdi, og bunden er en ubekendt størrelse. Så man skal ikke tage en svømmetur i den. Men smuk er den.
Der blev gravet tørv i Tøsby Mose helt op i 1950erne, måske endnu længere. Det er de to kvinder usikre på. Selv rejste de ud i den store verden, og boede i henholdsvis Norge og Grønland, men Tøsby Mose har altid været dem nær. Denne dag endda rigtig nær.