Ninka fylder 85 år
Anne Wolden-Ræthinge, måske bedre kendt som Ninka, fyldte 85 år den 11. juli
Selv som 85-årig er Anne Wolden-Ræthinge nok mest kendt under sit pseudonym, for det er lidt af en kapacitet, der den 11. juli fyldte år.
Ninka, der bor i Skodsborg, er kendt for sine mange og lange portrætinterviews med kendte danskere. Igennem en lang karriere har hun som jouirnalist for blandt andet DR og Politiken interviewet kongefamilien, skuespillere, statsministre og kunstnere.
Hun voksede op i Gråsten som datter af en kriminalassistent og en mor, der var toldforvalter. Måske var det forældrenes erhverv, hvor der rutinemæssigt blev stillet undersøgende spørgsmål for at få et svar, der inspirerede Ninka og førte hende ad den journalistiske sti med en elevstilling på Sønderjyden i 1946-48.
Efter udstået elevtid kaldte udlandet og et ophold på en journalistskole i USA. Men efter to år vendte hun hjem og fik ansættelse på Dagens Nyheder, inden hun i 1961 kom til Politiken, hvor hun de første år især skrev socialreportager, men snart blev avisens stjerneinterviewer. Hendes artikler blev hurtigt et væsentligt indslag i avisens søndagsudgave, hvor de krævede god tid ved morgenbordet, da artiklerne ofte strakte sig over flere sider.
Flere af Ninkas portrætter er samlet i bogform, bl.a. hendes første udgivelse fra 1969, 33 Portrætter, og senest Kærlighed og Døden med 40 interviews fra 60'erne og frem til bogens udgivelse i 2004. I 1975 vandt hun den fornemme journalistpris Cavling-Prisen.