Fortsæt til indhold

Jeg er sjældent godt te Pas

Magnus te Pas overtog 1. februar roret på Morten Børup Skolen i Skanderborg. Læs her om hans holdning til læringsstile, skolereform og trivsel

Samfund
Grethe Bo Madsen

“Jo, jeg er sjældent godt til pas lige i øjeblikket.” Glimtet i øjet er der med det samme. Magnus te Pas er vant til vittige kommentarer omking sit særprægede efternavn.
“Det er tyvstjålet. Eller rettere, så har jeg giftet mig til det. Min kone er langt tilbage af hollandsk afstamning.”
Magnus te Pas blev landskendt i tv2-serien “Skolen - verdensklasse på 100 dage”, der for alvor gjorde danskerne opmærksomme på begrebet læringsstile.
Hvad fik du ud af at deltage i tv-serien?
“Jeg fik rigtig meget ud af at være med. Jeg var ny i lederrollen på det tidspunkt, og det var en kæmpe udfordring og utroligt lærerigt og udviklende at stå i front og forsøge at styre alle medarbejdere i samme retning.”
“Mange tænker på folkeskolen som en supertanker, der er svær at vende. Tv-serien viste, at det godt kan lade sig gøre på kort sigt at skabe forandring.”
“Men læringsstile er ikke er tryllepulver. Det er hårdt arbejde og kræver meget forberedelse. Det er rigtig godt for de børn, der ikke lærer bedst på den boglige måde. Det er med til at give dem motivationen tilbage, og den er nødvendig for at kunne lære dem noget. Derfor er det vigtigt at have øje for, at der er andre læringsmåder end den fag-faglige.“
Hvilke tanker gør du dig om skolereformen?
“Det er første gang i Danmark, at folkeskolen tilføres så meget ny fokus og energi. Reformen er ikke kun et spørgsmål om længere skoledage. Det er grundlæggende en helt ny måde at tænke skole på. Det ser jeg meget frem til.”
“Jeg har tidligere arbejdet rigtig meget med elevernes trivsel. I den nye reform er det et krav, at der skal være god trivsel. Det ser jeg som noget meget positivt. Trivsel er en forudsætning for den gode læring.”
“Ved at stille krav om trivsel er vi nødt til at sætte ord på, hvad det er, der gør en god skole. Og her er det vigtigt også at høre, hvad eleverne har at byde ind med. Hvad tænker de selv om det, de lærer, og hvad synes de, gør undervisningen god. Og hvad kan de selv gøre, for at undervisningen bliver mere spændende.”
Er Morten Brørup Skolen så klar til den nye skolereform 1 august?
“Når det nye skoleår begynder, er de længere skoledage en realitet, men skolereformen er en proces, og den vil ikke være gennemført og klar til første skoledag.”
“Med skolereformen får vi mere sammenhæng i skolen og en mere varieret skoledag. Der skal tænkes meget mere i helheder. Men struktur og genkendelighed er stadig vigtigt - ellers står eleverne af. Det vigtigste er, at vi ikke bare giver eleverne en længere skoledag. Så bliver det Danmarks længste eftersidning.”