Bent Lumholts sidste fortælling i bogform
Præst, visesanger, grønlandsfarer, humorist og historiefortæller
"Det var så det”, hedder det netop udkomne værk fra Bent Lumholt (1930–2009). Værket er påbegyndt af ham selv og gjort færdigt af hans datter Karen Lumholt, fortæller det i en pressemeddelelse. Heri nævnes det også at han huskes for sine intense prædikener, og for sine satiriske kommentarer til tidsånden og krabasken, som han svang med kærlighed til mennesket, men med had til magtfuldkomne systemer, eliter og alle slags selvgode farisæere.
Virket i mange lande
Bent Lumholt var en af de præster, der gjorde indtryk på folk. Både som prædikant og som fortæller og visesanger.
Han har haft sit virke på mange forskellige breddegrader - i Klim i Nordjylland, i Todbjerg, Thorsager, Tøstrup og Grenå på Djursland, i Fiskenæsset, Godthåb, Sukkertoppen, Thule og Holsteinsborg i Grønland og en periode i Yokohama i Japan.
De sidste ti år af sit liv havde han kræft. Da lægerne fortalte ham, at han nok kun havde et halvt år tilbage at leve i, begyndte han at skrive sine erindringer. Under arbejdet begyndte sygdommen imidlertid at bide til, og han var ikke i stand til at skrive sit værk færdigt.
Både lette og svære ting
Derfor tog hans datter Karen til Hospice Djursland, så hun kunne optage de sidste mange kapitler af hans historie.
I bogen fortæller Bent Lumholt både om underholdende episoder, om selvhøjtidelige kirkefolk, hans kampe med menighederne rundt omkring, om sit venskab med Prins Knud om sin store kærlighed til Thule – og til Pauline, som han fik seks børn med. Men også om de svære ting. Om at miste sit første barn, om skilsmissen fra hans første hustru og om perioder med for meget alkohol.
Elskede at optræde
Bent Lumholt var ikke meget for offentlig opmærksomhed, men han elskede at optræde, og i de sidste mange år kunne man opleve ham som fortæller og visesanger. Han var en populær gæst i menigheder, forsamlingshuse og foredragssale rundt om i landet, hvor han optrådte med sin guitar og sine viser om kvinder og mænd og med sin en-mandsforestilling om Grundtvig.
Det blev også til et par tv-transmitterede gudstjenester, visesamlinger, prædikensamlinger og CD'er med Tøsealfabetet, Mandealfabetet og Dyrealfabetet. Sammen med sin hustru Pauline Motzfeldt Lumholt og de seks børn indspillede han en samling julesalmer på grønlandsk.
Da Bent Lumholt blev bisat fra Grenaa Kirke var kirken propfuld. Omkring 500 mennesker var mødt op, for at sige farvel.