Fortsæt til indhold

"Dejlige Djursland"

- er femte bidrag i klumme-serien "Fremtidens Djursland" med skiftende forfattere

Samfund
Af Rønnaug Laursen (V), byrådsmedlem i Syddjurs Kommune

Jeg elsker sommeren, jeg elsker Djursland! Cykeltur med familien eller venner på vores veje og stierne, en udflugt til stranden, en gåtur i Mols Bjerge og alle festivaler og arrangement der foregår rund om i hele kommunen – fællesskabet er den bærende kraft, det er det der giver masser af gode oplevelser og energi.
Djursland er unikt, vores natur og alt det området giver os af muligheder. Mange turister har allerede opdaget det, og bruger Djursland til rekreation og dermed er Djursland det anden mest besøgte turistområde udenfor København i hele Danmark! Det er noget vi skal være stolt af, og bruge som en god mulighed for at udvikle og fastholde alle små virksomheder, som tilbyder gode lokale varer, rundt om på Djursland.
Når byrådet igen mødes efter sommerferie er budgetlægningen for hele kommunen noget af det første byrådet skal arbejde med. Budgettet for kommunen er ikke ret meget anderledes end det er for den enkelte husstand, bare meget større. Der skal tjenes penge for at der kan bruges penge, og er der ikke flere penge skal der prioriteres bedst muligt. Vi er i en økonomisk situation i Syddjurs kommune, hvor ikke det hele kan lade sig gøre, så der må prioriteres. Hvilket vi nok alle kender fra vores egen privatøkonomi.
Vi må indse, at vi på Djursland i dag bliver flere ældre, og færre til at betale for de udgifter der er. Derfor er det vigtigt at vi udvikler og tænker nyt, så vi får mulighed for at flere ønsker at bosætte sig på Djursland og være en del af det positive som foregår rundt om i kommunen.
Hvordan ”sælger” vi så alt det gode vi har i vores kommune til andre og får dem til at slå sig ned her, så vi, for at være helt ærlige, ”får fingre” i deres skattekroner uden at de samtidig sætter gang i øgede kommunale udgifter? Tilvæksten af nye borgere i kommune, skal være der hvor vi i forvejen har god plads i skole, børneinstitution m.m., så kapaciteten i de eksisterende kommunale anlæg udnyttes optimalt. Vi skal have synliggjort alle byggegrunde i hele kommunen, gerne med fokus på de steder hvor vi har skoler og børnehaver med plads til flere uden større omkostninger.
Vi skal være en kommune, man vælger at flytte til fordi det er et godt sted at bo. Alle børn i vores kommune bør have mulighed for at cykle i skolen på en tryg skolevej. Derfor skal vi skal have fokus på de områder hvor der endnu ikke er cykelstier.
Politik er mange ting, blandt andet at gå på kompromis for at finde de bedste løsninger for os alle, det vil sige os alle der bor i Syddjurs Kommune. De ting man kæmper for lokalt skal give mening for hele kommunen, ikke bare være fordi man er en "landsbytosse". Vi vil have flere til at bo i området, fordi det giver kroner i kassen, men også fordi det giver andre mulighed for at blive en del af noget vi er stolt af og sætter pris på.
Jeg ønsker jer alle en fortsat god sommer – og håber I går ud og nyder alt det gode vi har lige omkring os.