Fortsæt til indhold

Svømmehal har fået 750.000 liter vand tilbage

Nyt folie er svejset på plads og nu venter justeringer inden åbningen

Samfund
Kian Johansen

Det nye folie er kommet på plads i Hammel Svømmehals store bassin og sørger nu for tæt bunddække og sider de næste mange år.
Der er pumpet 750.000 liter vand op i bassinet og efter 14 dages hårdt arbejde, er bademester Kurt Sørensen og svømmehallens filtre i gang med at justere og fintune badevandet de næste par dage.
Han lover, at når Hammel svømmehal åbner igen lørdag 19. juli, vil vandet være tilbage på de 28 graders varme og alt vil skinne flot som var det nyt.
Det er nemlig ikke kun bunddugen der har fået en tur.
”Nu når vi var i gang, har vi malet, pudset og poleret så alt står næsten som nyt”, fortæller en stolt bademester.
”Vi har også skiftet bunden i terapi-bassinet, så nu er der nye bunde i alle vores bassiner.”

Åbner lørdag

Svømmehallen åbner igen lørdag klokken 12.00.
“Og så holder vi åbent som vi plejer, endda med ekstra åbent alle hverdag fra kl. 10.30 til 12.00.”
Husk på indgangen er fra ”bagsiden” af svømmehallen, da der jo er godt gang i byggeriet af den nye multihal, som vil forbinde de eksisterende haller med svømmehallen inden jul.