Cyklister får 15 millioner kroner
Region Hovedstaden vil have flere af os op på stålhestene og sender derfor 15 mio. kr. efter projekter, som skal gøre det nemmere for borgere i regionen at vælge cyklen frem for bilen.
Og så skal Region Hovedstaden også være mere grøn, fortæller Jens Mandrup (SF) som er formand for regionens Miljø- og trafikudvalg.
”Vi vil have flere borgere til at vælge cyklen frem for bilen, både på grund af sundhedsgevinsterne og hensynet til miljøet. Hvis det skal ske, er vi nødt til at gøre det mere attraktivt at være cyklist,” siger han.
De 15 millioner skal gå til flere forskellige projekter.
Blandt andet skal der de næste to år laves en ny cykelstistrækning til cykelpendlere mellem Hundested og Kikhavn.
Der skal etableres supercykelparkering med overdækkede cykel-p-pladser, vandpost og cykelpumpe ved Birkerød Station og laves forbedret sikkerhed i lyskrydset Ballerup Byvej/Lautrupparken.
Der skal også flere steder i regionen oprettes cykelbiblioteker, hvor man kan låne lad- eller elcykler.
I alt får 24 projekter del i de uddelte midler.
Læs mere på www.regionh.dk/cykelpulje