Kvik ekspedient spændte ben for fidusmagere
Det lykkedes to mænd at snyde ekspedienterne i fem andre butikker, men en kvindelig ekspedient i Daglig Brugsen i Tebstrup gik ikke i fælden
Lokalavisen har flere gange inden for den seneste uge skrevet om to mænds snyde-tourne gennem flere butikker i Skanderborg søndag 23. og mandag 24. juli. Indtil nu står fem butikker tilbage med et samlet tab på 43.000 kroner, fordi de to mænd ikke betalte for de Live Odds kuponer, de fik udskrevet.
Nu viser det sig, at de to mænd allerede lørdag 19. juli forsøgte sig med svindelnummeret, men blev stoppet af en kvindelig ekspedient, der ikke faldt for fidusen.
"Vi modtog mandag 28. juli en anmeldelse fra Dagli'Brugsen på Horsensvej i Tebstrup. Her kom to mænd ind i butikken lørdag 19. juli klokken 15.10. De gik lidt rundt, inden de besluttede sig for at spille på Live Odds. Til ekspedienten oplyste de, at de ville spille for tre gange 1.000 kroner, men hun nægtede at skrive kuponerne ud, før de havde betalt for dem, da hun havde en fornemmelse af, at de var ude på at snyde. De to mænd forlod derefter butikken," oplyser politikommissær Torben Rungstrøm fra Lokalpolitiet i Skanderborg.
Den kvindelige ekspedient fulgte til punkt og prikke retningslinjerne fra Danske Spil om ikke at skrive Live Odds kuponer ud, før der er betalt for spillet.
Det gjorde ekspedienterne i de øvrige butikker ikke. Det har nu kostet Eurospar i Låsby og Kiwi i Stilling hver 10.000 kroner, mens LokalBrugsen i Stjær har tabt 9.000 kroner, Købmanden på Vroldvej i Skanderborg har tabt 8.000 kroner og 7-Eleven på Banegården i Skanderborg har mistet 6.000 kroner.