Grøn Koncert holder flyttedag
Lørdagens Grøn Koncert bliver holdt et nyt sted i Aarhus Nord
Når Kashmir, Nik & Jay, Lukas Graham, Mads Langer, Tim Christensen og resten af Grøn Koncert-karavanen indtager Aarhus på lørdag, er det på et nyt sted.
I år rykke Grøn Koncert nemlig 400 meter fra Vestereng til Marienlystvej 48 i Aarhus Nord.
Årsagen til flytningen er klager fra Skejby Sygehus over de uunggåelige høje lyde fra de to scener på koncertpladsen, og det er endt op med den nye placering, som dog stadig er tæt på sygehuset, men ikke så generende.
Indsamlingschef for Muskelsvindfonden og chef for Grøn Koncert, Theis Petersen, fortæller i en pressemeddelelse:
”Det er glædeligt, at Aarhus Kommune har reageret hurtigt, og at der er fundet en plads 400 meter fra Vestereng. Det betyder, at vi kan blive centralt i Aarhus, og at folks traditioner og vaner til pladsen ikke ændres betydeligt. Nu skal der samarbejdes med kommunen om at sikre logistikken på og omkring pladsen, så vores gæster sikres en optimal oplevelse både på vej til og fra pladsen samt på pladsen”.
Koncertpladsen åbner klokken 13 og lukker klokken 21.30.
Sikkerhedschefen for Grøn Koncert, Kasper Sønderdahl, glæder sig til at arrangere koncert på det nye sted:
“Det er en afsindig fed koncertplads med plads til 32.000 gæster med mulighed for at lukke endnu flere ind. Vi er selvfølgelig infrastrukturelt udfordret, men det skal nok gå, hvis størstedelen lader bilen stå og tager bussen eller cyklen. Det er vildt nemt at tage bybus 2A fra Park Allé og stå af ved Paludan-Müllersvej og gå resten af vejen,” siger han og nævner, at bustransporten også har den store fordel, at man kan drikke en masse fadøl.
De store trafikomlægninger i området skyldes det store sygehusbyggeri, og derfor er antallet af parkeringspladser begrænsede.
Så hvis man ankommer i bil henvises man til et af koncertpladsens to parkeringsarealer:
Ad Viborgvej. Drej ved Havkærvej i nordlig retnng. Drej ud af første afkørsel til højre ad Blomstervej. Fortsæt til højre ad Marienslystvej til parkeringsareal.
Eller:
Ad Hasle Ringvej. Drej ved Paludan Müllersvej i nordlig retning. Fortsæt ad vejen til parkeringsareal.
“Hvis man er i bil skal, man skal for alt i verden undgå at køre på Herredsvej. Her vil der være en masse gående og cyklende koncertgængere, “ siger sikkerhedschefen, der oplyser, at pladsen på Marienlystvej indtil videre er en midlertidig placering for Grøn Koncert.