Hadsten-sider på Facebook har flest ’syntes godt om’
Hadsten-sider fører på listen med likes i Favrskov. Lokalt er velgørende formål mest populært
Det lader til at Facebook-sider og grupper der er oprettet i Favrskov-området har bedst mulighed for at tiltrække 'syntes godt om', hvis det handler om en forening, eller velgørende formål.
Top tre-listen tæller nemlig både Køb og Salg Hadsten og Hammel Hestemarked.
Det viser den simple optælling FavrskovPosten har foretaget en tilfældig uge i juli.
Listen er sandsynligvis ikke fuldstændig, men giver et meget godt billede af, hvad folk på Facebook i Favrskov tilsyneladende går mest op i, nemlig tatoveringer, Hestemarked, salg af brugte ting og lokale nyheder fra FavrskovPosten.
Vi undlader at kalde Tattoo Fashion Hadsten-siden helt lokal, da størstedelen af de 9.950 'syntes godt om' tydeligvis ikke kun kommer fra lokalområdet, men hele Danmark.
Køb og salg i området
Facebook-siden Køb og Salg Hadsten blev oprettet for et par år siden og vedligeholdes af fem frivillige. Der bruges to-tre timer dagligt på at holde siden ren for brugere med falske profiler og folk der ikke overholder reglerne for Køb og Salg Hadsten.
De over 2.808 brugere kommer primært fra Hadsten, Hammel og Hinnerup og har to undersider, der hedder Køb og Salg Hadsten (Børn og Baby, samt Køb og Salg Hadsten (Tøj og Sko).
Frivilligt arbejde
“Ideen opstod egentlig fordi vi jo arrangerer Hadsten Bagagerumsmarked to gange om året foran Sløjfen,” fortæller en af bagmændene, Bjarne Sørensen, fra Hadsten Bagagerumsmarked.
“Vi syntes at folk skulle have mulighed for at bytte og købe brugte ting mellem markederne også, så derfor oprettede vi den. På den måde kan vi jo også fortælle hvornår det næste fysiske bagagerumsmarked afholdes,” fortæller Bjarne Sørensen, der bliver stolt over at høre at Facebook-siden ligger højt placeret i Favrskov.
Siden drives af frivillige og bagagerumsmarkedets overskud går til foreninger i området. Det samme gør Hammel Hestemarkeds overskud, der blandt andet går til Hammel GF.