Fortsæt til indhold

“Frustrerende med forskellig sagsbehandling”

Venter stadig på 7. måned

Samfund
Helle Christoffersen

Johannes Pedersen, hvis hus i Jyllinge Nordmark er helt ubeboeligt, er et af de ofre for stormfloden som fortsat venter på en afklaring med sit forsikringsselskab. Mens naboerne er godt i gang med renoveringen af deres huse, og bare kan ringe og aftale udbedringer med deres forsikringsselskaber, når der dukker noget op, så har Johannes Pedersens taksator gang på gang afvist at forholde sig til hans veldokumenterede indvendinger mod den første vurdering.

“I slutningen af marts modtog vi rapporten, der anslog, at genopbygningen af vores hus ville koste 381.000 kroner. I rapporten ville man blandt andet ikke anerkende, at vores badeværelse havde taget skade. Jeg tilkaldte håndværkere og bad dem give et bud i forhold til rapporten. De rystede bare på hovedet, og ville end ikke give mig et tilbud. Det ville koste mindst det dobbelte, sagde de.”

Siden har det været en lang kamp at få taksator til at vende tilbage, og Johannes Pedersen har fået forskellige indrømmelser over telefonen, men intet på skrift. Han har selv betalt Teknologisk Institut for at måle og vurdere badeværelset efter aftale med taksator, men fik derefter rapporten fra instituttet afvist af forsikringsselskabet uden begrundelse, men med krav om nye målinger.
I forrige uge var der så to folketingsmedlemmer, der inspicerede de mange boliger i Jyllinge, der ikke har fået erstatning endnu, hvilket blev omtalt i pressen. Præcis dagen efter ringede taksators chef så for at aftale et møde. Udgangen på det er blevet, at der nu kommer en ny taksator på.

“Det frustrerende er jo, at det bliver håndteret forskelligt fra forsikringsselskab til forsikringsselskab. Min rådgiver skulle direkte videre herfra til samme slags møde med samme taksator og chef i et andet hus herude, mens det overhovedet ikke er et problem i andre selskaber,” siger Johannes Pedersen, der håber, at hans sag snart afsluttes.