"Vil du med ind og sidde under paddehatten?"
Stor paddehat ved Glesborg Plejecenter
En stor paddehat af træ skyder i øjeblikket op på plænen ved Glesborg Plejecenter. Det er to kunstnere fra Det Kongelige Kunstakademi, der i samarbejde med tømrere og brolæggere er ved at færdiggøre værket.
Skulpturen står på plænen ud mod skoven, og den kan mere end bare at se godt ud. Under paddehatten er der lavet siddepladser, så man kan nyde naturen eller hvile benene efter en gåtur. En sti fører ind til kunstværket, der vil blive omkranset af jordbærbede.
Paddehatten står på en massiv træstamme, og selve hatten blev kørt til centret på lastbil og løftet over i to dele.
En af kunstnerne, Katrine Malinovsky, forklarer om udformningen af værket, at det passer rigtig godt sammen med plejecentrets placering på kanten af granskoven. Og så håber hun, at paddehatten bliver et hyggeligt sted at sidde, både for beboere og gæster.
På Glesborg Plejecenters hjemmeside kan man se en billedmontage fra arbejdet med paddehatten.