Fortsæt til indhold

Nyudklækkede naturdagplejere i Stilling

11 dagplejere i Stilling er sprunget ud som Grønne Spirer Naturdagplejere og har modtaget Friluftsrådeets Grønne Flag

Samfund
Grethe Bo Madsen

Udeliv, frisk luft og masser af grønne aktiviteter. Udeliv giver sunde børn. Det ved dagplejerne i stilling, som holder af at komme ud under åben himmel året rundt.
Nu har de 11 dagplejere modtaget Friluftsrådets lille Grønne Flag og fået certifikat på, at de fremover må kalde sig Grønne Spirer Naturdagplejere. Grønne Spirer er Friluftsrådets særlige initiativ for små børn i dagtilbud, og for at få det Grønne Flag og certifikatet Naturdagplejere er der en række kriterier, der skal være opfyldt, fortæller Inge Skipper Pedersen, der selv er en af de nyudklækkede naturdagplejere.
"Vi har modtaget flaget og certifikatet for vores målrettede arbejde med naturen. Vi har blandt andet udarbejdet en årsplan med masser af herlige naturaktiviteter, vi hver især laver med børnene. Vi er ude med børnene hver dag og på en ugentlig udflugt," fortæller hun.

Udeliv året rundt

Naturdagplejerne giver børnene forskellige oplevelser inden for temaerne jord-til-bord og årstidernes skiften.
"Vi har for eksempel i foråret sat kartofler sammen med børnene, sået gulerødder og solsikker og set på anemoner i skoven," forklarer hun.
"Sidste efterår lavede vi æblemost, samlede bær til syltetøj og lavede græskarsuppe på bål. I vinterperioden samlede vi materialer i naturen til dekorationer, lavede fuglefoder med børnene og kiggede på alle fuglene, der kom og spiste og selvfølgelig var vi også ude og kælke og mærke vinteren."
Fælles for aktiviteterne er, at de alle foregår ude under åben himmel og at børnene får stimuleret og udviklet deres sanser og motorik. Samtidig lærer børnene at færdes i naturen.

Børn skal opleve glæden ved naturen

"Vi bruger meget tid ude i det fri og holder rigtig meget af at opleve naturen og årstidernes skiften. Den glæde vil vi gerne give videre til børnene, så de også holder af at færdes i naturen og uanset om det regner, sner, blæser og er koldt eller sol og sommer," forklarer Inger Skipper Pedersen om baggrunden for, at dagplejeren i Stilling tilmeldte sig De Grønne Spirer og blev Naturdagplejere.
"Vi kan mærke, at børnene får større fortrolighed med naturen, og at de ikke bekymrer sig om en smule regn, men i stedet nyder at være ude og se på kryb og kravl og boltre sig i det fri. De samler pinde og blade og sten og får brugt deres fantasi. Samtidig bliver børn, der opholder sig meget ude i det fri, ikke så let syge."
"Og så er børn, der har gode muligheder for at løbe, kravle og klatre i træer, mere smidige og har lettere ved at koncentrere sig. Deres krop er mindre stresset," konstaterer den nyudklækkede Naturdagplejer