Fortsæt til indhold

Drømmen går i opfyldelse - Nu får Jesper sit progeria-træf

Line Yde Astorp fra Ry opfylder drømmen for Danmarks eneste progeriaramte barn

Samfund
Grethe Bo Madsen

Lokalavisen skrev i april om Line Yde Astorp fra Ry, som gennem flere år har fulgt Jesper Sørensen fra Nordjylland, Danmarks eneste barn med sygdommen progeria, der ælder mennesker 7-10 gange hurtigere end normalt.
“Jespers eneste virkelig store drøm er at vise sine venner fra Progeria Family Circle det land, han bor i,” fortalte Line dengang.
Nu får hun drømmen til at gå i opfyldelse.
“Træffet bliver holdt i Rebild Bakker på Hotel Comwell fra torsdag 7. august og seks dage frem,” fortæller Line.
“Der kommer 18 børn med progeria samt deres søskende, forældre og et supportteam fra den europæiske Progeria Family Circle, der er den støtteforening, som arrangerer træffene i børnenes forskellige hjemlande. Der kommer også en læge og mødes med forældrene.”
Børnene og deres familier skal blandt andet i Fårup Sommerland, som er noget af det, Jesper glæder sig allermest til.
“Jeg har netop tjekket indsamlingskontoen, og der er intet mindre end 325.000 kr. på den. Der er indbetalinger på alt fra 40 kr. til 10.000 kr. Det er skønt, at så mange har haft lyst til at hjælpe Jesper med at få sin drøm opfyldt,” siger Line.
“Jeg besøgte Jesper og familien i sidste uge og de er helt overvældede over al den støtte og de mange positive henvendelser, de får fra folk, som gerne vil støtte Jesper.”

Første gang Line stillede op for Jesper var i 2008, hvor hun skaffede ham en motorcykel med sidevogn. Nu har hun opfyldt hans store drøm.