Hel stribe af indbrud i boliger i Auning
Efter en indbrudsbølge i Hornslet er turen nu kommer til Auning med fem tyverianmeldelser inden for det seneste døgn
Forleden var der en hel stribe indbrud i Hornslet, hvor tyvene er kommet ind ved at opbryde vinduer på en måde, som får politiet til at tale om udenlandske tyveknægte.
Nu er turen kommet til Auning, hvor politiet inden for det seneste døgn har modtaget fem anmeldelser om indbrud inden for de seneste dage.
I alle anmeldelser er der tale om indbrud, hvor gerningsmændene har opbrudt vinduer. Det samme var tilfældet forleden i Hornslet.
Sølvtøj, ysestager, smykker og bærbar PC
I tidsrummet mellem onsdag kl. 23.00 og torsdag morgen kl. 07.15 har der været indbrud i en bolig på Limevej i Auning. Et vindue er opbrudt og der er stjålet sølvtøj.
På Østervangs Allé i Auning er der anmeldt to indbrud. Det ene sted er det sket mellem mandag kl. 12.00 og torsdag kl. 11.00. Et vindue er opbrudt og der er blandt andet stjålet lysestager, smykker og bærbar PC.
Det andet indbrud på Østervangs Allé er sket mellem onsdag aften kl. 20.00 og torsdag formiddag kl. 11.00. Et vindue er blevet opbrudt, hvorefter tyven har kunne række ind til en indvendig vrider på en dør. Der er ikke overblik over hvad der er blevet stjålet.
Tyve stjal sparegrisen
I tidsrummet mellem onsdag kl. 16.00 og torsdag kl. 13.00 er et vindue blevet opbrudt i en bolig på Rolighedsvej i Auning. Der er stjålet en sparegris, men ellers har politiet ikke noget overblik over, hvad der er stjålet.
Et andet indbrud er sket i en bolig på Brugsbakken i Auning. Det er sket mellem tirsdag kl. 17.30 og torsdag kl. 21.10. Også her er et vindue blevet opbrudt, men politiet her endnu ikke overblik over hvad der er stjålet.
Hvis det går som i Hornslet, vil anmeldelserne i de kommende dage blive indgivet i takt med at beboerne vender hjem fra ferie og opdager, at der har været indbrud i deres huse.