SolarVenti tørrer tang
Virksomheden i Thorsø har fået gang i store professionelle anlæg. Bl.a. på Endelave
Normalt har vi hørt om SolarVenti i Thorsø som leverandør af de små fikse anlæg, der f.eks. bruges til sommerhuse. Apparatet fungerer dels som luftopvarmer som en almindelig solfanger, der kører på luft og ikke vand, og dels af en solcelle, der trækker en ventilator. Der foregår altså både en indblæsning af frisk luft, men samtidig en tørreproces, fordi luften får en højere temperatur.
En masse tekniske finesser gør, at disse luftbårne solfanger-ventilatorer er i top. ”Vi laver verdens bedste, og vi holder, hvad vi lover,” siger opfinderen og manden bag SolarVenti, Hans Jørgen Christensen, Thorsø, der har mange testresultater at vise frem. Og patenter i mange lande. Ikke kun i Europa, men også i f.eks. Kina og USA.
Endelave skal lave tang
Større anlæg er kommet på banen. Her drejer det sig også om at lade solen opvarme frisk luft, som så ledes ind i store haller og giver frisk luft og tørring.
Et mønstereksempel er på vej på Endelave. I forbindelse med et havbrug bearbejdes tang, som findes i store mængder og som skal ryddes væk, ved at blive tørret. Det foregår netop i store haller, hvor tangen hænger ned fra loftet.
Den færdige tang udgør efter udtørringsprocessen kun 1 procent af det oprindelige. Til gengæld sælges den for 2 kroner pr. gram. Dels eksporteres tangen til store summer, og dels bruges det i den lidt finere gastronomi.
Det er netop et demonstrationsanlæg til tang-tørring, som leveres af SolarVenti i Thorsø. En demo-model skal undersøge, hvor mange kvadratmeter, der skal bruge, når det går i full-scale.
Godkendt i Tyskland
”Det bliver en epokegørende ny form for bæredygtigt land- eller vandbrug. Tangen er en vigtig faktor, når forureningen skal mindskes mest muligt i havbruget. Men den er også i sig selv en vigtig salgsvare i mange millioner krones klassen. Dette skal ske med denne nye professionelle luftsolfangerudgave, som nu også opnår international SolarKeymark godkendelse. Anlæggene er allerede godkendt for tilskud i Tyskland, hvor de første bestillinger er ankommet,” fortæller Hans Jørgen Christensen fra SolarVenti.
Med linket herunder kan man finde en kommentar fra Endelave.