In Lonely Majesty er klar til Smukfest
Skanderborgdrengene fra In Lonely Majesty spiller på Smukfest tirsdag
Det summer af spænding, nervøsitet og dyb koncentration i øvelokalet i Viby tæt på Aarhus søndag 3. august.
Om kun to dage skal Skanderborgdrengene Lasse Helboe, Jeppe Vejs, Anders Rønne og Andreas Ohn, der tilsammen kalder sig In Lonely Majesty, nemlig spille deres hidtil største koncert.
Det sker, når de tirsdag 5. august klokken 15 på Smukfests Live Camp går på scenen til finalen i KarriereKanonen.
“Det er helt vildt. Vi glæder os rigtig meget, og jeg kan godt mærke, at nervøsiteten er kommet frem,” lyder det meget spændt fra Jeppe Vejs, der spiller både guitar, mandolin og banjo i In Lonely Majesty.
Sejr vil være overraskende
I løbet af det seneste stykke tid har han sammen med resten af det lokale band været en del af KarriereKanonen, som er en talentkonkurrence afholdt af DR P3 i samarbejde med Bandakademiet og Smukfest.
Det har givet bandet en masse omtale samt viden om, hvordan man klarer sig i en benhård musikbranche. Men selvom bandet er blandt de sidste hold i talentkonkurrencen, så vil de være overraskede, hvis de vinder.
“Det er svært at vide, hvem der vinder, fordi der er så mange forskellige genrer med i konkurrencen. Samtidig er det også svært at vide, hvad det lige præcis er, som dommerne kigger på,” lyder det ærligt fra forsanger Lasse Helboe.
De håber selvfølgelig på det modsatte. Og de mener selv, at deres musik har den styrke, at den når ud til alle aldre.
“Min farmor på 85, sagde at hun godt kan holde ud at høre på det, samtidig kommer der unge mennesker, som synes, det er fed musik,” siger Lasse Helboe, hvorefter Jeppe Vejs hurtigt tilføjer:
“Ja, og jeg har lige set en video i dag med en lille pige på halvandet år, der danser helt igennem til vores sang 'Travel Far'.”
Når bandet tirsdag har spillet deres koncert, får de om onsdagen at vide, hvem der er de tre vindere af konkurrencen.