Fortsæt til indhold

Lovende lokale musikere spiller til sommerfesten

To lokale unge stiller op med musikalsk underholdning

Samfund
Anette Bonde

Arrangørerne af sommerfesten i Vivild har fundet et par lokale musikalske talenter, der har lovet at optræde ved sommerfesten.

Blues i teltet

Onsdag 30. Juli er det Nellie, der er på scenen. Hun spiller blues i teltet klokken 19.30. Det passer lige med, at publikum kan gå ind og lytte til hende, efter at vinderen af gadecykelløbet er blevet kåret på Gl. Stadion.

Sebastian går solo

Lørdag eftermiddag kan man høre Sebastian Ring Olsen, der stiller med guitar og sang. Han har spillet i band i mange år, og har blandt andet optrådt med funk- og funkrockbandet Funkshot i mange forskellige sammenhænge.
På det seneste er han også begyndt at optræde solo, og det giver ham mulighed for at afprøve andre genrer end funk. Han spillede første gang som soloartist til grillhygge og opvarmning til pinsen på Auning Camping fredag 6. juni.
Der er også meget andet musik ved sommerfesten. Torsdag aften klokken 21.30 spiller Peter Vildmand, fredag eftermiddag er der syng-med, og om aftenen er der diskotek for unge. Lørdag går Søndermarkens Blæseorkester i spidsen for optoget med fuld musik. Efter Sebastian Ring Olsens optræden kommer The Swinging Dixies på scenen, og om aftenen er der kordyst mellem de fire bydele. Hell Fries Over spiller op til dans, inden der siges godnat og tak for denne gang klokken 02.