Den omvendte tyngdelov

Vi lever alle sammen med tyngdeloven som noget af det mest selvfølgelige her i livet. Vi ville virkelig komme på glatis, hvis den holdt op med at virke. Hvor ville det være besværligt at skulle indrette sig på en vægtløs tilstand. Men heldigvis er tyngdeloven jo endnu mere sikker end amen i kirken.
Når nu det er en naturlov, at ting falder til jorden, er det så ligeså selvfølgeligt, at det hele slutter, når man dør? Ja, måske sådan naturvidenskabeligt set. Men når troen får et ord indført, har mange en anden overbevisning: For eksempel at kroppen dør, men sjælen lever videre – enten i en åndelig sfære eller her i den verden, vi kender. Eller man tror på reinkarnation – at ens bevidsthed genfødes i et nyt væsen.
Kristendommens tanker, om hvad der sker efter døden, kunne man kalde den omvendte tyngdelov.
Den kristne tro er nemlig troen på, at intet falder til jorden, men at alt falder til himlen.
Forfatteren Knud Romer har skrevet et digt med den mærkelige titel 'Et blad falder til himlen'. Digtet handler om hans fars død. En temmelig deprimerende tone går gennem hele digtet, lige indtil den sidste linje, som lyder: Men et blad falder til himlen.
Vi erfarer, at alt falder til jorden: Et blad om efteråret. En fugl, der fløj mod vores rude. Men kristendommen giver os blik for den omvendte verden: At alt falder til himlen. Guds rige er den omvendte verden. Som én har udtrykt det: Guds rige er dér, hvor sidst er først, og mindst er størst, og hvor du får det, du gi'r slip på.