Babyparkour og fadervor på fortovet skal fylde Sankt Lukas

Babyparkour i Skt. Lukaskirken. Invitationen skulle lige læses én gang til, for det måtte da næsten være en fejl. Er parkour ikke en fransk “sport”, hvor det for en hver pris gælder om at undgå trapper?
Er dødsforagt, krumspring og rullefald nødvendigvis de bedste lege for børn i alderen seks måneder til fire år?
Er det her et udtryk for, at folkekirken endelig har fuldendt sin forvandling fra streng faderrolle, over rummelig moderskikkelse, til decideret excentrisk onkel i jagten på nye tilbedere?
Spørgsmålene var mange og nysgerrigheden stor, så afsted til babyparkour.

Fysiske fædre

Initiativtageren er sognepræst Maria Louise Bøg Hansen, der mener, at der skal noget anderledes til for at tiltrække fædrene.
“Der er mange deltagere til babysalmearrangementer, men rigtig mange af børnene stopper, når fædrene overtager barslen. Det er vigtigt at vise, hvad kirken også kan”, siger hun.
Derfor er babyparkour tilrettelagt fædrene. Arrangementet ligger ud på eftermiddagen, så fædrene kan nå at få fri, og omdrejningspunktet er i sagens natur bevægelse.
“De får en opmærksomhed på, at børn udvikler sig i forskellig tempo. Det er måske mere typisk for kvinder at tale om den slags, men det er sundt for fædrene at få syn for sagen. De tumler med børnene og får sig en snak om motorik”, siger hun.

Racerdæk og projektiler

På den lille græsplæne bag Skt. Lukaskirken er banen kridtet op til babyparkour. De små traceurs, der er den franske betegnelse for parkourdyrkere og betyder projektil, mumler rundt på madrasser, bjælker og racerdæk. Tempoet er dog et helt andet, end det man har set i samtlige actionfilm de sidste 12 år.

Forkyndelse og dødsforagt

Stemningen er afslappet og fædrene småsludrer. Selvom spændingskurven ligner noget, Maude Varnæs kunne overskue, bliver det alligevel for meget for en traceur, der må trække indenfor og søge tilflugt i en omgang Brio-tog.
En mor kommer forbi med hund og datter og slutter sig til. Den kvindelige deltager lader dog ikke til at splitte arrangementet ad, og babyparkour fortsætter ufortrødent. Måske med undtagelse af, at en hund tiltrækker en hel del opmærksomhed.
“Forsigtig, forsigtig!,” lyder det fra en af fædrene, da en ung traceur tordner frem mod hunden med strakte arme og et hvin af begejstring.
Det er ikke ligefrem forkyndelse og kristendom, der har været i højsædet idag. Selvom børnene fik tilbuddet om at hinke fadervor efter seancen.
Det er heller ikke dødsforagt og halsbrækkende stunts. Faktisk har det bare været en hyggelig dag for en flok fædre og deres børn, og om det så medfører skuffelse eller lettelse, må vist være op til en selv.