Har du set voldsmanden, som overfaldt fisker uden årsag
En lystfisker ved Østerby Mose i Tranbjerg fik taget halsgreb
Østjyllands Politi efterlyser vidner til et overfald mod en lystfisker torsdag 24. juli klokken 12.05. Ofret stod og fiskede ved bredden ved Østerby Mose i Tranbjerg, da en ukendt mand kom op til ham og begyndte at snakke. Pludselig ud af det blå tog han halsgreb på fiskeren og trak ham en stykke op ad stien. Ofret løb op mod et busstoppested og mødte et vidne. Sammen gik de tilbage efter fiske-grejet, men voldsmanden var væk.
Seks dage efter overfaldet går Østjyllands Politi nu ud med en efterlysning:
“Vi har forsket i et stykke tid uden held. Vi har også besøgt forsorgshjemmet i nærheden uden resultat. Vi har løbet panden mod en mur og håber derfor, at nogen står frem, hvis de har set noget,” siger vicepolitikommissær ved Østjyllands Politi René Raffo.
Gerningsmanden beskrives som: Asiatisk eller grønlandsk, 20-25 år, 160–165 centimeter høj, kraftig af bygning, stort hoved, sort, tyndt, kort hår på issen og lidt længere i siderne, skægstubbe. Iført sort cardigan, hvid t-shirt, blå bukser, der var stramme ved lårene. Han bar en grøn rygsæk med tynde hvide skulderstropper. Talte gebrokkent dansk og engelsk. Så du overfaldet eller kender du voldsmanden, kontakt Østjyllands politi på 114.