Udstillingen ”The Happy Danes” åbner i USA
Sidste år var udstillingen på Skanderborg Museum. Nu rykker den over Atlanterhavet til USA
udstilling Den tidligere amerikanske ambassadør i Danmark Laurie S. Fulton åbnede sidste år en vandreudstilling på Skanderborg Museum med titlen ”Grundtvig på prærien – danske indvandrermiljøer i USA”. Den blev populær og i løbet af året har mange danske fået udstillingen at se.
Efter udstillingen var forbi Skanderborg Museum har den været vist på Bornholms Museum og Immigrantmuseet i Farum, og den kan sommeren over ses på Vendsyssel Historiske Museum i Hjørring. Derefter flytter udstillingen til Museum Lolland-Falster og slutter på Holbæk Museum i efteråret 2015.
Men nu får amerikanerne også mulighed for at se udstillingen, som handler om det dansk-amerikanske grundtvigske miljø i USA. Skanderborg Museum har nemlig sammen med Museum of Danish America i Elk Horn, Iowa, produceret en ny amerikansk udgave af udstillingen under navnet "The Happy Danes on the Plains"
Udstillingen “Happy Danes on the Plains” indleder sin amerikanske turné fredag 25. juli i byen Tyler i Minnesota.