Var det noget med en tjans som skovarbejder?
Gammel Estrup - Herregårdsmuseet søger frivillige til skovarbejderhuset
Som bekendt har Gammel Estrup – Herregårdsmuseet netop åbnet et lille nyrestaureret skovarbejderhus i Lunden ved Gammel Estrup.
Skabe liv i huset
Nu søger museet frivillige, der kunne tænke sig at være med til at skabe liv i huset og passe det både ude og inde.
De frivillige behøver ikke at have nogen specielle forudsætninger. De skal bare være indstillet på at lægge nogle timer i enten det praktiske arbejde med anlægning af haven, vedligeholde og føre tilsyn med huset eller være med i formidlingsaktiviteterne, hvor gæsterne kan opleve livet som skovarbejder før i tiden.
Indrettet som i 1930
Huset er indrettet, som det så ud i 1930, hvor der boede en skovarbejderfamilie på fem i huset.
”Vi vil gerne give folk en fornemmelse af, hvordan det var at være skovarbejder før i tiden. Vi har derfor været omhyggelige med istandsættelsen og indretningen af huset, og nu mangler vi bare nogle mennesker til at hjælpe med at levendegøre det og passe det, så det ser beboet ud”, forklarer Christian Rudbeck, der er tovholder på Skovarbejderhuset.
Frivilliggruppen forventes at starte op i september i år.