Fortsæt til indhold

Fiskere frygter iltsvind i fjorden

Flere melder om døde skrubber i nettene

Samfund
Kristina Schønnemann

Sommervarmen er for alvor vendt tilbage, og det kan mærkes - også i Roskilde Fjord. Her melder flere fiskere om områder i fjorden, hvor bundfiskene dør som følge af iltsvind. En af dem er formand for Frederikssund Fritidsfisker Forening, Jørgen Junker.
“Jeg var ude onsdag (i forrige uge) og sætte garn, som jeg hev ind næste morgen. To tredjedele af min fangst var død. Så jo, der er meget iltsvind i øjeblikket,” siger formanden.
Iltsvind i danske farvande opstår ofte i sensommeren, hvor vandtemperaturen stiger, og hvor alger og bundplanter pludselig blomstrer op. Det er også tilfældet i dele af Roskilde Fjord, mener Jørgen Junker.
“Jeg kan se, at vegetationen nogle steder er fire-fem meter høj, og det er meget,” siger han.

Fin strøm og fisk

Lokalavisen har den sidste uge talt med flere af fiskerne i fjorden, og det er meget forskelligt, hvem der oplever problemet. I Neder Dråby fanger man også mange døde fladfisk, mens der fx ved Kølholm ud for Skuldelev er rigelig med strøm og derfor også fisk.
I farvandet lige på grænsen til Lejre Kommune oplever fiskerne heller ikke problemet, fortæller formand for Gershøj Fritidsfiskerforening, Thomas Bierberg-Christensen. Men man er opmærksom på de varme temperaturer.
“Vi har haft varme den sidste tid og får også varme i den kommende uge, og så kan det jo godt være, at “bunden vender”,” siger han.
I Frederikssund er der forskellige måder at reagere på de iltfattige områder. Formanden for fritidsfiskerforeningen Jørgen Junker har selv besluttet at holde en pause med fiskeriet, mens andre sejler længere nordpå i fjorden, hvor strømmen er stærkere, og vandet bliver iltet mere.
“Der er ikke noget at gøre ved det desværre. Der er brug for en udskiftning af vandet i fjorden. Så et lavtryk og lidt dårligere vejr, kunne vi jo godt ønske os, selvom vi jo ligesom alle andre også nyder det gode sommervejr,” siger Jørgen Junker.