“Går på scenen til normal puttetid”
Monique Kjeldmann fra Edslev nær Hørning og Holly Petersen er blot syv og seks år, men stortrives på scenen til Vilhelmsborg Festspil
De er her, der og allevegne. Som en hel sæk lopper er de oppe, nede og rundt omkring.
Det er tydeligt, at de er meget vilde med at være på stedet og bare hygger sig med hinanden.
Monique Kjeldmann fra Edslev ved Hørning og Holly Petersen fra Stautrup, på henholdsvis syv og seks år, spiller begge Gretl von Trapp i Vilhelmsborg Festspils opsætning af The Sound of Music. Der er altså dobbelt op på Gretl, da de unge skuespillerinders alder kræver særlig hensyntagen. Én aften er det med andre ord Holly, som er på scenen, den næste er det Monique.
“Jeg tror, det bliver lidt hårdt - jeg sveder allerede, for vi skal rigtig meget,” smiler Holly Petersen.
Hvordan tror I, at I har det efter en forestilling?
“TRÆT!” Siger de begge to højt i kor og nikker en kende med hovedet.
“Jeg tror, at jeg får sommerfugle i maven lige før,” siger Monique Kjeldmann, som dog alligevel fortsætter helt cool:
“Men jeg er ligeglad med hvor mange, der kigger - jeg har prøvet det før.”
Sidste år spillede hun nemlig Klokkeblomst på Bering Amatør Teater. Der er dog et stykke fra de 100 publikummer dengang til de omkring 900 mennesker, som der er plads til pr. forestilling på Vilhelmsborg.
“Men jeg tror nu, at hun har en god pointe,” siger Hollys mor Catriona Thomsen:
“Når først man er inde i sin rolle, og stykket er i gang, så er det faktisk ligemeget, om der sidder 100 eller 1000, der kigger på,” fortsætter hun.
Som en lille familie
For seks-årige Holly er det første gang, hun skal lave teater. Det er lidt vildt for en lille pige, som ikke engang er begyndt i skole endnu.
“Hun kommer jo til at gå på scenen, når hun normalt skal puttes, så vi får lige vendt hele rytmen på hovedet. Det er noget med at sove en god middagslur for at sørge for at være frisk til om aftenen,” fortæller Catriona Thomsen, som hen ad vejen er blevet overrasket over, hvor meget det egentlig fylder, og hvor lang tid det faktisk tager, at lave så stor en opsætning.
“Jeg har da overvejet, om det er noget, vi vil gøre igen - men jeg ved jo godt, at hvis Holly kommer og spørger, så gør vi det selvfølgelig én gang til,” siger Catriona.
De to piger er stort set af sted på Vilhelmsborg hver dag i øjeblikket, da premieren 29. juli nærmer sig med hastige skridt.
“Så de lærer hinanden og de andre skuespillere rigtig godt at kende - det er lidt ligesom en lille familie,” siger Moniques mor, Maria Kjeldmann.
Det er Holly tilsyneladende enig i:
“Hvis der er en pause, er det rigtig sjovt at lege med de andre,” siger hun.
“Og vi forældre har det da også godt sammen, ik?” Spørger Maria Kjeldmann, hvorefter hun af Catriona får en fjollet grimasse, et lille skub og en kommentar sagt med et smil:
“Ej, dig? Bvadr!”