Fortsæt til indhold

Birkerød-sø får sit navn til august

En hidtil navnløs sø i Birkerød er blevet godkendt til fremover at hedde Rørsø. 'Dåben' bliver 23. august

Samfund
Anders Bruhn Kristensen

Gennem længere tid har medlemmerne af grundejerforeningen Rørsøvang haft lyst til at finde et navn til foreningens fælles samlingspunkt. En lille sø mellem Vibeengen og Rørmosevej, hvor der årligt bliver afholdt sommerfest og fastelavn.
Og nu ligger det fast, at søen fremover hedder Rørsø. Rudersdal Kommunen har nemlig godkendt navnet, som desuden er registreret hos Geodatastyrelsen og kortsøgetjenesten Krak.
Grundejerforeningen var igennem en længere demokratisk proces med nedsættelse af et søudvalg og nominering af omtrent 30 navne, før medlemmerne ved afstemning fandt frem til søens navn, fortæller initiativtager Naja Bjørn Skou.
"Jeg tror, at navnet blev valgt på grund af dets historiske tilknytning til området, og fordi en af grundejerforeningens ældste beboere til stadighed hævder, at søen hedder og altid har heddet Rørsø. ”Den hedder Rørsø,” sagde han flere gange på generalforsamlingen sidste år, da jeg stillede forslag om at navngive søen," siger hun og forklarer, at grundejerforeningen havde opstillet en række kriterier, som navnet skulle leve op til for at kunne blive accepteret.
På den måde sikrede man, at søen ikke kom til at hedde hottentotsø eller noget i den stil. I stedet kan beboerne i området fremover holde sommerfest og tøndeslagning ved Rørsø. Den officielle sødåb finder sted ved Grundejerforeningens sommerfest den 23. august kl. 20.