Fortsæt til indhold

Christine rykkede op i butikschefernes superliga

Christine Krogh Mortensen modtog fornem pris som én af seks butikschefer i Danmark

Samfund
Anette Bonde

"Der er ingen tvivl om, at det er fordi vi her at fælles mål, at vi har nået alle disse ting. Man SKAL have tid til at klæde sine medarbejdere på. Den tid man investerer, får man hundrede procent igen. Man skal skabe et team, man tror på. Det giver også arbejdsglæde - alle ved hvad de skal, der er slet ingen, der er i tvivl.”
Christine Krogh Mortensen, 29, der indtil slutningen af juni var butikschef i Kiwi i Auning, modtog i slutningen af juni Tuborgfondets Retail Award, der uddeles i samarbejde med ZBC detailGruppen. Dermed er hun kommet i butiks/varehuschefernes superliga, idet prisen kun uddeles til seks i Danmark. Den gives til de seks mest entusiastiske og forandringsskabende butikschefer/varehuschefer, og for at komme i betragtning skal deltagerne have passion for detail og have vist ekstraordinære og synlige resultater inden for nytænkning i butikken.

Mange priser

Christine Krogh Mortensen er ikke uvant med at få priser. I sommeren 2012 modtog Kiwi i Auning Jobpatruljen Østjyllands pris som den butik på Djursland der tilbød unge under 18 år de bedste arbejdsforhold. Året efter blev Kiwi i Auning årets Kiwi-butik på landsplan baseret på dens nøgletal, trivsel, butikkens udseende, kundeundersøgelse med mere.
Samme år fik butikken et flot resultat af en trivselsundersøgelse, ja faktisk det bedste i Dagrofa, både i forhold til kontor, butik og lager i alle SuperBest, Spar og Kiwi-butikker i Danmark.

Butikschef Christine Krogh fra KIWI i Auning modtog prisen Tuborgfondets Retail Award donation ved Detailhandelens Lederdag 19. kuni. Photo: Burt Seeger

Nu juniordistriktschef

Små to uger efter at Tuborgfondets Retail Award var blevet overrakt, skulle Christine Krogh Mortensen videre i sin karriere, og 1. juli startede hun som juniordistriktschef med ansvar for fire butikker i Østjylland. Det er Løgten, Hornslet, Hinnerup og Hadsten. Det var med tungt hjerte, fortæller hun, for Kiwi i Auning er mere end blot en arbejdsplads. Det er også fællesskab, søde kollegaer og fasttømrede venskaber.
“Jeg har jo ikke været i tvivl om at jeg skulle sige ja af hensyn til min egen karriere. Men som tiden har nærmet sig, kunne jeg mærke, at det ville blive svært.”
Astrid Linnet, tidligere souschef, er nu butikschef i Kiwi Auning. Hun glæder sig til at videreføre den teamvilje, Christine Krogh Madsen har lagt som basis.
“Vi har et utrolig godt arbejdsmiljø og har stor respekt for hinanden. Christine har vist en klar ledelsesprofil. Hun går forrest, kæmper hårdt og går meget op i at vise vejen for alle andre.”