Fortsæt til indhold

Sigma flytter til Centervej

Lene og Ivar Rasmussen lukker butikken på Torvegade og åbner på Centervej

Samfund
Anette Bonde

Malermester Lene Rasmussen, Sigma Farvehandel og Auning Malerfirma har altid travlt. Da Lokalavisen taler med hende tirsdag formiddag er hun i fuld gang med at male tagvinduer, og der er mange andre maleopgaver der venter på hende og de øvrige malere i firmaet. Hun mener selv, at den eneste periode de mærkede krisen, vist var et par uger i foråret, ellers har ordrebogen været fuld. Derfor har hun og hendes mand Ivar også valgt at tage en lærling ind, hvad de ellers ikke har haft længe.
I firmaet er der en lærling og tre-en-halv maler inklusiv Lene og Ivar Rasmssen.

Åbner 4. august

Den kommende uge bliver ekstra travl, for Sigma flytter fra lokalerne i Torvegade og åbner mandag 4. august på Centervej, hvor Flügger tidligere havde butik.
“Det er bedre lokaler og der er bedre parkeringsmuligheder. Og butikken har en størrelse, der matcher vores behov”, forklarer Lene Rasmussen.
Ligesom nu vil butikken have åbent om eftermiddagen de fire første dage i ugen, fredag hele dagen og lørdag formiddag. Formiddagslukningen i hverdagene skyldes, at Lene Rasmussen selv vil med ud at male.
“Det er nemmere at rådgive kunderne i butikken om materialerne, når jeg selv bruger dem. Og samtidig er det jo praktisk at have butik for at have materialerne i nærheden, når vi skal ud og male.”