lejerne var pludselig væk
Aksel Dam oplever flere lejere, der har svært ved at betale husleje, boligselskaberne oplever forskellige tendenser
Det ligner noget, der burde være løgn. Skidt og skrammel i alle krogene, et bildæk på en hylde, plasticbøtter, poser og andet emballage flyder. Inde i den fedtede ovn står en muggen halvspist flæskesteg. Ét af værelserne er skjoldet af mug op og ned ad vægge og loft. Vaskemaskinen er væk, en rude er smadret....
Flyttede i ly af mørket
Aksel Dam, Fløjstrup, ser sammenbidt og opgivende ud. Han lejede huset ud til et ungt par, som pludselig forsvandt i nattens mulm og mørke. Husleje fik han ikke de sidste par måneder.
Han er også ked af det, for faktisk havde han hjulpet den unge mand ved at have ham boende hjemme hos sig selv, da denne tidligere manglede husly. En dag fandt den unge mand en kæreste, og Aksel Dam tilbød det unge par, at de kunne bo i det hus, han havde til leje lidt længere ned ad vejen. Nu ved han ikke, hvor de er.
Aksel Dam mener, at situationen har noget at gøre med opstramninger på kontanthjælp og andre offentlige ydelser.
“Jeg har 25 udlejninger. Der er også et andet par stykker, der har ringet og spurgt, om jeg kan slå lidt af huslejen. De kan ikke betale. Der er flere og flere, der får mindre at gøre med. Det har jeg mærket det seneste års tid.”
Nogen tid efter, at det unge par var rømmet, ryddede Aksel Dam selv op i redeligheden og fik gjort huset rent. Han satte en annonce i avisen, og nu er huset lejet ud til nye beboere.
Svært ved at betale husleje
Aksel Dams teori om at stramninger på området for overførselsindkomster kan mærkes på markedet for lejeboliger, vurderes lidt forskelligt hos boligselskaber i Danmark.
Boligselskabet KAB, der udlejer 50.000 boliger i hovedstadsområdet, er på linje med Aksel Dam. Herfra fortalte man 14. juni til DR Nyheder, at et stigende antal lejere har svært ved at betale huslejen, fordi de er røget ud af dagpengesystemet, og man må løbende sige lejere op, som ikke kan betale deres husleje. Sammesteds kan man læse, at Boligkontoret Danmark, der administrerer 59 boligorganisationer i Danmark, registrerer, at lejere har fået sværere ved at betale huslejen efter at dagpengereformen trådte i kraft.
Ikke samme billede
Det er dog ikke det billede, man har hos Boligselskabet B45, der administrerer 1369 boliger i Grenaa og omegn.
“Nej, det er ikke blevet voldsomt værre. Der er måske en tendens til, at lidt flere har svært ved at betale husleje, men det har også noget med konturerne at gøre og ikke kun kontanthjælpsreformen”, siger direktør Anders Lisvad.
Dennis Christensen, kontorchef i Randers Bolig med syv boligorganisationer med tilsammen 8.500 boliger i Randers og omegnskommunerne, fortæller, at man heller ikke her har flere dårlige betalere end tidligere. Han mener, at private udlejere blot mærker markedet på en anden måde end boligselskaberne.
“Jeg kan forestille mig, at private udlejere er særlig udsatte, enten fordi huslejen er billig og de derfor appellerer til en særlig type af ansøgere eller det kan være så dyrt, at det er svært at leje ud. Her kan jeg godt forestille mig, at kontanthjælpsreformen kan have en betydning.”
Dennis Christensen oplyser i øvrigt, at flere af de større boligselskaber har ansat medarbejdere til at rådgive om økonomi, når nogle af lejerne har svært ved at få pengene til at række.