Fortsæt til indhold

Anholt ”lod sig rulle” af Pharfar og Kaka

Anholt inviterede til musikfestival i onsdags

Samfund
Arkiv

Årets musikfestival på Kattegatøen Anholt blev onsdag en sjældent varm og velbesøgt affære med omkring 1500 gæster.
”Der var gang i den hele dagen og langt ud på natten. Folk kunne gå fra strand til musik og tilbage igen, samtidig med at vi havde et meget varieret program med noget for alle, ikke mindst børn. Og så havde vi en flok fantastiske entertainere, der alle som én gav den fuld gas,” siger festivalformand Dennis Oht.
Blandt andet leverede Pharfar og Kaka hittet ”la' mig rulle dig”, men både forinden og efter var stemningen også høj med musik og komik fra blandt andre Martin Brygmann, Mek Pek, MGP-vinder Emma Pi, Louise Dubiel, Jan Svarrer, Morten Remar, og Henning Stærk.
”Det her er på en og samme tid årets største og mindste festival,” siger komikeren Jan Svarrer.
Bag festivalen, der næste gang afholdes 22. juli 2015, står Støtteforeningen for Anholt Skole og Børnehave. Blandt festivalens absolutte specialiteter er også et stort udbud af hjemmelavet mad og boder. Overskuddet, der i 2013 var på cirka 60.000 kr., går ubeskåret til læreprojekter og rejser for øens pt. cirka 26 børn. En rejse i april i år gik til den irske ø Bere Island, som minder om Anholt i størrelse.
Anholts normale befolkningstal på 160 bliver i godt sommervejr nemt 20-doblet.