Stavene har gået i ti år om tirsdagen i Hammel
Stavgangsgruppen under Ældre Sagen i Hammel kan fejre 10 år i august.
Tiårsjubilæet bliver fejret 5. august med madpakketur til Niels Ebbesens eg. Efter traveturen i Nørreris skov, tager deltagerne ud til en af stavgængerne, hvor man vil fortsætte fejringen med lagkager i en smuk have. Det fortæller den ene af instruktørerne, Peder Spørring, i en pressemeddelelse.
Alle er velkommen til at være med til at fejre jubilæet, da der har været rigtig mange, som har været med i stavgangsgruppen, og som har lært at gå med stavene, men som ikke mere er med hver tirsdag.
Dagen starter fra Springforbi kl. 09.30 med madpakke og drikkelse i den lille rygtaske.
Plads til mange
Stavgangsgruppen er åben for alle.
”Vi mødes hver tirsdag formiddag kl. 09.30 ved Springforbi året rundt. Der møder mellem 25 og 40 hver gang. Efter opvarmning går vi ud i tre grupper afhængig af om man vil gå langt, hurtig og med gode bakker, eller gå lidt mere langsom på de jævne skovstier.
Der er altid åben for nye, der vil prøve, at gå med stave. Vi er to instruktører,” fortæller Peder Spørring.
Foruden tirsdagsturen laves andre fælles ture bl.a. til udlandet. I år går turen til Thüringer Wald.