Fortsæt til indhold

“Der skal så lidt til, før det hele vælter”

Unge, sårbare, enlige mødre får støtte på mødrekollegium

Samfund
Christina S. Johansen

De kan kigge over på deres spritnye kollegium, som er under opførelse lige ved siden af.
1. december flytter de ind dér i den ene ende af det store nye ungdomsboligbyggeri, som lige nu skyder op i Bispehaven.
Men Indtil da bor de ni unge mødre fra mødrekollegiet, som egentlig hedder Ryhave Kollegiet, altså på nabogrunden. Her har mødrekollegiet holdt til i halvandet år nu.
I den tid har i alt 15 unge kvinder boet på stedet. Nogle stykker har boet der i al tiden, mens fem er flyttet ud igen af personlige årsager - eksempelvis er nogle flyttet sammen med en kæreste.
Der er plads til 12 mødre, men lige nu bor der altså kun ni. Alle har det til fælles, at de er unge, enlige, sårbare mødre, som vil studere.
Hvorfor er der ikke fyldt op? Er behovet der ikke?
“Jeg tror bestemt, at behovet er der, men det handler nok fortsat om kendskabet til kollegiet, og så handler det nok desværre også lidt om Bispehavens ry,” fortæller Charlotte Bøcher, der er afdelingsleder på Ryhave Kollegiet.
I alt 86 mødre har henvendt sig til kollegiet på den ene eller anden måde. De fleste har selv valgt stedet fra, men Ryhave Kollegiet har også selv måttet afvise nogle, fortæller Bøcher:
“Vi har skulle lære at finde den rigtige målgruppe og at sammensætte den rigtige gruppe. Det skal være nogle, som både kan klare en uddannelse og det at være mor. De skal kunne fungere socialt - det kræves der både her og på et studie. Og har kvinderne eksempelvis en for svær psykiatrisk baggrund, er det heller ikke stedet for dem.”

Hjælpen er tæt på

Kollegiet har tilknyttet en fælleslejlighed, som mødrene kan benytte, som de vil. Derudover er der støtte at hente hver dag fra en sundhedplejerske, socialrådgiver, psykolog og frivillige såsom en handyman.
Netop det, at hjælpen er tæt på, er helt afgørende for mødrenes succes.
“For de her mødre skal der så lidt til, før det hele vælter, og når det sker, skal hjælpen være der med det samme - nærmest en time efter. Hvis man eksempelvis pludselig ikke kan overskue den eksamen i morgen, så nytter det ikke noget, at hjælpen først kommer to måneder senere,” fortæller Charlotte Bøcher.
“På den her måde får vi også øje på nogle ting, som ellers godt kunne være blevet overset i det “almindelige” kommunale system,” siger afdelingslederen, som slår fast, at mødrene har det svært: “Det er ikke nemt at være 19 år, fuldtidsstuderende og mor og så have andet med i bagagen også.”