Fortsæt til indhold

Udsatte børn fik en håndsrækning fra KIF

I hele denne uge har der været ferielejr for udsatte børn i Koldinghallerne

Samfund
Susie Jessen

SPORTSLEJR Håndbold, brydning, gymnastik, spil, hygge og nye venskaber.
I hele uge 31 er koldinghallerne blevet indtaget af 27 børn mellem seks og 15 år, der er taget på ferielejr arrangeret af Dansk Folkehjælp i samarbejde med KIF.

Samarbejdet er et resultat af en sponsoraftale mellem Dansk Folkehjælp og KIF, hvor KIF også forpligter sig til at hjælpe med velgørende arbejde.
En af de mange børn, der deltager i ferielejren, er 13-årige Sara Hansen.

“Det har været herre sjovt. Jeg dyrker ikke normalt motion, så det har også været hårdt. Men det her har for eksempel gjort, at jeg gerne vil begynde til gymnastik”, sagde Sara Hansen, som sammen med de øvrige børn havde taget turen til Kolding fra Vordingborg og Lolland-Falster.

Oplever foreningsliv

Mathias Sørensen er eventkoordinator hos KIF og han er ikke i tvivl om, at også KIF får noget ud af ferielejren.
“Vi får en masse positiv omtale af klubben og foreningerne, der er her i huset. Og så tror jeg også at børnene får meget ud af det, da de oplever hvordan man kan oparbejde et sammenhold og et venskab i en forening. Mange af disse børn går nemlig ikke i forvejen til sport i en forening” siger Mathias Sørensen.

Får rørt kroppen

Michael Bækgaard er frivillig hos Folkekirkens Nødhjælp og er en af de 10 frivillige fra foreningen, der har brugt en uge på børnene i Koldinghallerne.

“Hele sportsdelen som er indarbejdet skaber et godt struktureret program for børnene. Og så får de rørt kroppen, hvilket også er godt for mange af de her børn, som ikke går til sport i forvejen”, siger Michael Bækgaard.

KIF og Dansk Folkehjælp havde også ferielejr i Koldinghallerne i uge 27 og derfor har i alt 60 børn været igennem arrangementet.

Et af højdepunkterne på ferielejren, var i dag da børnene fik mulighed for at møde nogle af de store håndboldstjerner i Danmark så som Bo Spellerberg Kasper Hvidt, Lasse Boesen, Lars Jørgensen og Torsten Laen, da de kom og spillede håndbold med børnene.