Fortsæt til indhold

Pedalkraft godt for både krop og sjæl

Skoler fra Skanderborg Kommune er med i landsdækkende cykelkampagne

Samfund
Af Erland Rasmussen

Den nye skolereform stiller krav om 45 minutters bevægelse om dagen, men mange skoler har store udfordringer med at realisere motionskravet.
Det mener kampagnechef Maria Bech fra årets Alle Børn Cykler-kampagne arrangeret af Cyklistforbundet og TrygFonden.
Derfor sætter årets kampagne fokus på cyklen som et godt og enkelt redskab til at opfylde motionskravet.
”Cykler gør det nemt at integrere motion i skoledagen, for de kan jo bruges overalt og kræver ingen særlige fysiske rammer eller store idrætsanlæg – bare en skolegård og nogle gode undervisningsmaterialer. Og det sidste leverer vi med Alle Børn Cykler-kampagnen," siger Maria Bech.
Alle Børn Cykler handler ikke kun om at bevæge sig, men også om at få fysisk aktivitet og indlæring til at gå op i en højere enhed. Derfor er årets tema netop Klog med pedalkraft. Kampagnen har i den forbindelse udviklet cykellege og bolige opgaver, hvor eleverne kan cykle sig til løsningerne.
Skoler fra Skanderborg Kommune er tilmeldt kampagnen, der er en landsdækkende motionskampagne for elever i 0. – 10. klasse fra 1.- 12. september. Sidste år deltog 150.000 elever i Alle Børn Cykler.