Fortsæt til indhold

Ny mand på holdet

Lokalavisen Aarhus har fået ny journalistpraktikant

Samfund
Af Jannik Schiermer Poulsen

Jeg vil betegne mig selv som ligeså aarhusiansk som Ceres, at udtale (ujtale) 'd' som 'j' og fodboldoptimisme, og det er med stor glæde, at jeg fra 1. august starter som ny journalistpraktikant på Lokalavisen Aarhus. og skal sidde med Aarhus Midt-udgaven, hvor jeg afløser Line Hitz.
Jeg er 30 år, fra Aarhus V og jeg bor med min kæreste ved Pustervig. Der går megen fritid med at beklage sig over mågerne eller fulde og støjende folk. Hvis jeg da ikke en sjælden gang selv er ude at støje.
Jeg har en bachelorgrad i historie og en påbegyndt kandidatgrad i turisme, men journalistikken trak mere i mig end teorierne, så jeg søgte optagelse og kom ind. Og nu er jeg, 18 måneder senere, klar til at kaste mig ud det aarhusianske kultur-, forenings- og erhvervsliv, og jeg kunne ikke forestille mig et bedre tidspunkt at dække byen på.

Gode takter

Jeg elsker Aarhus, og jeg er rigtig glad for den ånd, der efterhånden er kommet til byen. Aarhus er begyndt at virke ambitiøs, og jeg er vildt begejstret for de nye strømninger som skylinen, havnefronten og NorthSide. Det har været rart at se, hvordan mange af mine medstuderende, som er tilflyttere, har taget positivt imod byen, hvor både omgivelserne og kulturlivet har begejstret dem.
Og jeg er sikker på, at hvis man fortsætter med de gode takter, skal vi nok få flere af de passerende studerende til at slå sig ned i byen, så skattegrundlaget er sikret ud i fremtiden.
Min målsætning er, at når min praktiktid er færdig, har Aarhus en ny lufthavn på vej, et mågefrit luftrum og et fodboldhold i toppen af dansk fodbold. Men mindre kan også gøre det.
Jeg glæder mig til at komme i gang.