Snoop Dogg spillede på Generalen
Værtshuset og spillestedet Generalen i Fredericia lagde i nat lokaler til en dj-optræden med den verdensberømte rapper, Snoop Dogg.
Inden dj-optrædenen på Generalen havde han givet koncert på Vejle Musikteater. Ved en lignnende dj-optræden i Norge forleden måtte politiet gribe ind efter angiveligt 80 klager over støj.
"Men arrangementet på Generalen forløb uden de store problemer. Vi fik dog en enkelt opringning om en del larm. Men da vi kom derned, var der faldet ro på. Det hele forløb ganske fredsommeligt," siger Peter Balsgaard fra Lokalpolitiet i Fredericia.
Snoop Dogg har i flere omgange ændret sit kunstnernavn og har derfor blandt andet kaldet sig Snoop Doggy Dogg, Snoop Lion og Snoopzilla. Hans borgerlige navn er Calvin Cordozar Broadus Jr.