Nye udfordringer for FCSkanderborg
2. Division er blevet skiftet ud med Danmarkserien, når den nye sæson begynder. Det giver ifølge cheftræner Jan Vingaard nogle udfordringer
fodbold “Det var en skuffende oplevelse,” lyder det en smule trist fra cheftræner Jan Vingaard.
Selvom der er gået over en måned siden, at FC Skanderborg på sidste spilledag akkurat ikke klarede overlevelsen og i stedet rykkede ned i Danmarksserien, så ligger den skuffende følelse stadigvæk og lurer hos cheftræneren.
Den fylder nok ikke særlig meget til daglig, men når der bliver gjort opmærksom på den, får den kæmpet sig frem.
“Vi var henover foråret i en situation, hvor vi godt vidste, at det var overlevelse, det handlede om. Men det er klart, at når vi nu var nået hen, hvor vi selv kunne afgøre det, så er man skuffet, når det ikke lykkes,” fortæller en ærlig Jan Vingaard.
Selv har han tidligere prøvet at rykke ned både som spiller og som træner, så han er bekendt med hvilke udfordringer, man står overfor i sådan en situation.
Fortår ikke alle klubvalg
“Den store udfordring for os er at holde fast på de spillere, som har spillet godt. I og med du mister din divisionstatus, så mister du også nogle spillere,” fortæller Jan Vingaard.
Et farvel til en række bærende spillere har indtil videre også vist sig at være tilfældet hos FC Skanderborg. Allerede kort tid efter nedrykningen var en realitet, sagde de første spillere farvel. Indtil videre har klubbens tre topscorere i sidste sæson fundet nye græsgange. Jan Vingaard kan godt forstå nogle af spillernes beslutninger om at forlade klubben, mens han har sværere ved at se idéen i, hvorfor nogle af de andre spillere har valgt at sige farvel.
“Jeg kan sagtens forstår Aakjær, der bliver tilbudt en kontrakt og kommer til en større klub. Jeg er lidt mere overrasket over de spillere, som rykker til samme række og som har spillet her i Skanderborg i lang tid. Det forstår jeg simpelthen ikke,” lyder det endnu engang med en anelse af skuffelse fra Jan Vingaard.
Svært at sætte et mål
Med et farvel til mange af de bærende kræfter fra sidste sæsons divisionshold er det svært at vide, hvad man kan forvente af FC Skanderborg i den kommende Danmarksserie. Derfor passer Jan Vingaard da også på med at sige, hvad der er klubbens mål for sæsonen. Rent faktisk ved han endnu ikke selv, om man kan forvente en oprykning.
“Det vil være fuldstændig unfair at melde et mål ud nu. Jeg ved ikke, om der er flere spillere, der siger farvel, og jeg ved heller ikke, hvad vi får af nye spillere, så det er svært at sige noget på nuværende tidspunkt,” fortæller han.
Samtidig påpeger han også, at de andre klubber i Danmarksserien står overfor de samme udfordringer. Derfor er det ikke kun FC Skanderborgborgs niveau, der er svært at spå om, det samme er de andre hold i rækken, som tæller flere sjællandske hold.