’Det er nok nu’
Albert Højmann Holst opfordrer bilister til større hensyn og politikere til nye lyskryds
“Pas på de små i trafikken” lyder budskabet i disse dage fra plakater rundt om i byen. Og det budskab støtter 10-årige Albert Højmann Holst op om. Han har nemlig fået nok af trafikken i byen og ikke mindst nær hans skole, Usserød Skole.
Derfor har Albert skrevet et læserbrev, hvor han sætter fingeren på en lokal problemstilling: Det er alt for farligt for børn at krydse Usserød Kongevej.
“Jeg er selv blevet kørt ned på Kongevejen, så jeg synes, det er nok nu,” skriver Albert.
Til Ugebladet uddyber han, at det efter hans mening er svært at krydse vejen, og at bilisterne ikke er gode nok til at holde tilbage og tage hensyn til børn i trafikken. Det oplevede han selv, da han på et tidspunkt ligefrem blev kørt ned af en bilist, der kørte ud fra en sidevej. Heldigvis slap Albert med en øm skulder.
“Men jeg ser også tit, at de sidder og taler i telefon inde i bilerne,” siger Albert.
Derfor har han forfattet læserbrevet som en opsang til bilisterne, men også til lokalpolitikerne. Albert foreslår, at der etableres et lyskryds, hvor man kan trykke på en knap, når man vil over, og det forslag vil han sammen med brevet aflevere på rådhuset.
Her tager formand for Miljø- og Planlægningsudvalget Peter Antonsen (T) gerne imod.
“Jeg vil meget gerne tage en snak med ham sammen med vores eksperter i trafiksikkerhed,” siger Peter Antonsen.
Peter Antonsen påpeger, at vejene ofte bliver farlige, fordi færdselsreglerne ikke bliver overholdt, og at det er svært for kommunalpolitikerne at få folk til.
“Det er ærgerligt, at vi skal bruge kræfter på at gøre noget, som allerede er omfattet af færdselsloven,” siger Peter Antonsen om de forskellige initiativer som fodgængerovergange og hastighedsskilte, som hidtil er blevet etableret på vejene og også ved Usserød Skole.
Læs hele Alberts læserbrev her.